Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Hun har set sin farmor jage hendes farfar med en køkkenkniv. Hun har utallige gange set sin far banke hendes stedmor. En enkelt gang har han også slået hende. Volden og dens trofaste makker - alkohol - løber som en rød tråd gennem Jill Liv Nielsens liv.
»Min far havde et omfattende og massivt misbrug af alkohol, og jeg har været bange for ham, siden jeg var fem år,« siger hun, der som psykoterapeut i dag bl.a. hjælper børn og unge af alkoholikere med at justere deres indre kompas.
»For der er meget lidelse i at vokse op i en familie med alkoholproblemer, og det kan have massive senfølgeskader.«
Selv kunne hun med lethed have fulgt sin families mønster. Anledningen var der, både da hun som 20-årig selv drak alt for meget og nogle år senere, da hun fik en alvorlig depression. Men Jill Liv Nielsen kappede tråden og lagde misbruget bag sig og fik hjælp fra en uventet kant, da hun frivilligt lod sig spærre inde i 104 dage.
Vandt Big Brother
Hun var den første dansker, der vandt reality-programmet ‘Big Brother’ i 2001.
Programmet, hvor hun og 12 andre blev lukket inde og overvåget 24 timer i døgnet, var med til at redde hende fra det misbrug, der er gået i arv fra generation til generation.
»Big Brother er måske det mest positive, jeg har gjort for mig selv,« skriver hun i sin bog ‘LIV - en fortælling om at lære at leve’, der netop er udkommet.
»Under min depression havde jeg intet overskud. Bare det at skulle betale en regning, gå i banken eller handle ind, det kunne jeg ikke. Men i huset var alt ansvar taget fra mig. Jeg skulle ikke engang selv tænde lyset. Big Brother bestemte, hvornår jeg skulle stå op, og hvornår jeg skulle gå i seng. Det var dejligt, og jeg følte mig så tryg. Der var mennesker, der passede på mig, og kameraer overalt.«
Trygheden var en ukendt følelse for den dengang 25-årige Jill Liv Nielsen.
De første år
Som lille elskede hun at være sammen med sin far. Dengang, før han forsvandt i druk.
»Han var stærk og sej. Havde vundet nogle amatørboksekampe og blev kaldt ‘Jack The Killer’, fordi modstanderne ofte blevet slået ud på knockout. Vores første år sammen har utvivlsomt grundlagt en dyb kærlighed, der trods konstante, næsten uovervindelige udfordringer varede til hans død 14. november 2012.«
Men som misbruget eskalerede, mistede hun ham.
»Han skiftede fra at være ædru, rar, hyggelig og dejlig til at blive fuld, ubehagelig og frygtindgydende. Det var et tab - hver dag.«
Som faderens misbrug tog til, oplevede Jill Liv Nielsen, at hendes grænser blev overskredet - igen og igen.
»Min far har råbt ad mig, prikket stive pegefingre i min brystkasse og truet mig. Engang fik jeg en syngende lussing, der sendte mig i gulvet, og dermed overskred han også den grænse, som jeg for evigt var bange for, at han ville overskride igen. Han kunne også blive befamlende. Det var mega kvalmende, klamt og pinligt at blive nevet i brysterne af sin far. Men når det skete på bodegaen, grinede jeg, for at han ikke skulle blive forlegen.«
Hvorfor passede du på ham?
»Det gør børn, fordi de er bange for at blive forladt af deres forældre. Jeg var hele tiden bange for, at han ikke elskede mig. Hvis jeg satte en grænse og sagde fra, var jeg bange for, at han ikke ville gide at se mig. Han måtte for alt i verden ikke blive ked af det eller vred eller forlegen.«
Derfor var det for Jill Liv Nielsen vigtigt hele tiden at aflæse ham.
»Det kunne være et øjenbryn, der bevægede sig sådan her,« siger hun og løfter næsten umærkeligt på venstre øjenbryn.
»Så vidste jeg, at jeg havde ti minutter til at komme væk eller få afledt situationen.«
Skilsmissen
Da hun var ni år gammel, blev forældrene skilt. I første omgang flyttede Jill Liv Nielsen med sin mor, men fire år senere flyttede hun ind hos sin far og stedmor.
»Da jeg trådte ind ad døren i Korsør, stod min stedmor med et blåt øje og et brækket kraveben. Jeg var kun lige fyldt 13 år, men vidste udmærket godt, at hun ikke var faldet ned af en trappe, som hun påstod. Min far kunne blive ekstremt ondskabsfuld og perfid. Jeg kunne håndtere det, når han var efter mig. Det havde jeg prøvet tusindvis af gange. Men det var svært for mig at klare, at han var efter min stedmor.«
Det gjorde ondt at se et andet menneske blive udsat for smerte.
»Jeg var pisse bange. Èn ting er at høre et andet menneske skrige eller græde, en anden at høre lyden af håndflader eller knytnæver, der rammer hud. Men det var også usikkert ikke at vide, hvor det endte. Ville han slå hende ihjel? Og hvad ville der ske, hvis hun døde - så mistede jeg både hende og min far, og hvad skulle der så ske med mig,« spørger hun for at forklare nogle af de tanker, der gik gennem hendes barnehoved.
Terapi
For at få styr på tankerne begyndte hun som 19-årig i terapi, og otte år senere uddannede hun sig som psykoterapeut. Men det har taget mange timer i en terapi-stol at blive så bevidst om mønstrene, der løber i familien, at hun har kunnet tegne nogle nye for sig selv og sin datter.
Ting, som andre børn lærer i barndommen, har Jill Liv Nielsen måtte lære som voksen.
»Jeg har lært at bede om det, jeg har brug for. Og lært at håndtere mine følelser, hvis jeg ikke kan få det. Jeg har lært, hvad det vil sige at respektere sig selv og sine egne grænser. Hvis jeg ikke havde lært det, er jeg nervøs for, at jeg ville have ødelagt mit eget barn.«
Som ung reagerede hun på sin opvækst ved selv at være provokerende og grænsesøgende.
»Jeg blev mega grænseoverskridende, fordi jeg ikke vidste, hvor grænserne var. Det var ikke super hensigtsmæssigt,« indskyder terapuetdelen af hende med et skævt smil. Men det var den unge Jills overlevelsesstrategi.
I stedet for at sætte sig i et hjørne og vende følelserne indad, tog hun nedringede trøjer på, sparkede døre ind og meldte sig som deltager i det første Big Brother-program. Hun var fuld af ‘fest og fidus’ og ekstremt bevidst om ikke at ville ses som en stakkel.
»Jeg har altid haft følelsen af, at ‘INGEN skal få mig ned med nakken. Jeg VIL stå på mine egne ben, og jeg skal fandme nok vise alle, der ikke tror, at jeg kan klare det, at de ikke får ret’,« siger hun.
Ikke længere et offer
Som voksen har hun måttet deale med konsekvenserne af ‘en opvækst i en dysfunktionel familie’. Når hun i dag ser tilbage, ser hun, at hun var offer - engang.
»Det er jeg ikke mere.«
Men hun kan stadig mærke usikkerheden og tvivlen på, om hun er værd at elske.
»Jeg er altid bange for at blive svigtet og for, hvad der sker - om lidt. Det kan godt være, at du siger, at du elsker mig, men hvad sker der lige om lidt. Jeg er i tvivl om, at jeg kan stole på andre og regne med, at det, de siger, holder. Jeg kan være bange for, om jeg overhovedet kan finde ud af at være i et parforhold. Tvivlen om, hvorvidt jeg nogensinde vil lykkes med at opleve kærligheden med den samme partner resten af livet, banker på, når det er mørkest.«
Det er snart seks år siden, at hendes far døde. Hun savner ham ‘helt ubeskriveligt meget’. Men hun tilgav aldrig det svigt, han udsatte hende for:
»Jeg kunne aldrig tilgive min far for hans voldelige adfærd og de krænkelser, der fulgte med. Jeg kunne aldrig tilgive min far for ikke at stoppe med at drikke og tage det ansvar, det var at være far. I de første mange år valgte han noget andet. Senere blev han så syg af alkoholen, at han ikke kunne andet. Men han havde haft muligheden. Hans valg og manglende ansvar var medvirkende til, at jeg som menneske har skullet kæmpe mig igennem selv de mest almindelige ting, som andre mennesker bare foretog sig som en naturlig del af hverdagen.«
