»Jeg kan godt være bekymret for, om jeg er kommet en postgang for sent. Om jeg er ødelagt. Men det vil aldrig få mig til at stoppe med at træne, for så er mit liv alligevel slut.«
Bettina Egeberg lider af træningsafhængighed og ortoreksi, som næsten kostede hende livet som 20-årig. Men Bettina vil hellere dø end at stoppe med at træne.
Dagens træning begynder klokken 5 og består af to timer og 45 minutter på stepmaskine. Senere skal der svedes på kondicyklen, laves styrketræning og danses lidt zumba.
Samlet set er det fire timers træning om dagen, hvilket er en stor reducering sammenlignet med det program, Bettina fra Tjørring tidligere har trænet efter.
Som 20-årig trænede Bettina, der har en kandidatgrad i kommunikation, nemlig mellem ti og tolv timer om dagen ved siden af sine studier. For at kunne nå det gik hun først i seng klokken 1 om natten og måtte allerede stå op igen klokken 4.
Men det program for dagen kunne ikke blive ved.
»Jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke tabte mig, når jeg trænede så meget og næsten ikke spiste nogen kalorier. Men så fandt man ud af, at vægten skyldtes vand. Jeg svulmede op i kroppen med hungersødemer og havde fået leversvigt. Derfor blev jeg indlagt, fordi min krop var ved at stå af på grund af overtræning. Jeg var simpelthen ved at dø,« fortæller Bettina.
Hun havde ikke noget valg. Hvis Bettina skulle overleve, var hun nødt til at skrue ned for træningen og desuden ændre på kosten, der primært bestod af tyggegummi, Gajoler og Pepsi Max.
17 år med overtræning og underernæring kan dog mærkes på kroppen.
»Jeg har skader på organer og led, ødemer, irritabel tyktarm, betændte slimsække, muskel- og ledsmerter, har haft træthedsbrud, forstuvninger, forhøjet levertal, hungersødemer og osteoporose. Og det hele er min egen skyld.«
Men til trods for den selverkendelse vil hun hellere slide sin krop yderligere på stepmaskinen end at erklære sig selv invalid ved at stoppe med at træne.
»Min største frygt er at blive invalid og ikke kunne træne. Det er jeg mere bange for end at dø. For jeg vil hellere dø end ikke at kunne træne,« siger hun.
Bettina har som ung været konkurrenceløber, men efter hun i 2005 købte medlemskab til et fitnesscenter, blev skaden så voldsom, at det satte en stopper for karrieren.
Det var nemlig her, at hun stiftede bekendtskab med stepmaskinen.
»Jeg fandt ud af, at jeg kunne forbrænde mange flere kalorier ved at steppe end ved at løbe. Og selvom jeg ofte fik blackout, hoppede jeg bare på maskinen og trænede videre. Det tog totalt overhånd, og jeg kunne ikke styre det,« fortæller Bettina.
Hun brugte træningen på stepmaskinen til at vise andre, at hun kunne give den fuld gas og på den måde var noget værd.
Andres anerkendelse har været noget, som Bettina har søgt, siden hun var helt lille.
»Jeg er blevet mobbet hele min barndom, fordi jeg var anderledes, speciel, sær, nørdet og træningsinteresseret. Og jeg havde en idé om, at hvis jeg blev sundere og trænede mere, ville jeg nok få den anerkendelse, som jeg søgte,« fortæller Bettina, der fik konstateret Aspergers syndrom i 2011.
Men det skete ikke. For »mere vil have mere«, som Bettina beskriver det. Hun har nu flyttet sin træning hjem i lejligheden i håb om, at hun bedre kan styre det.
»Det har hjulpet mig lidt, fordi jeg ikke føler, at jeg på samme måde skal bevise. Og så har jeg sat nogle mærkater over tal, der viser hjerterytme og trin pr. minut, fordi jeg bliver så besat af tallene, at jeg er ved at slå mig selv ihjel ved at få pulsen så højt op,« siger hun.
Bettinas håb er lige nu, at den daglige træning skal ned på tre timer. Men nedtrapningen giver hende abstinenser.
»Jeg ryster, får mindreværdskomplekser og angst. Og så er jeg bange for at tage på. Jeg får dårlig samvittighed, hvis jeg ikke træner nok, og det at tage på betyder i mit hoved, at man er mindre værd.«
Om Bettina er »kommet en postgang for sent«, eller om hun kan slippe sin afhængighed, kan kun tiden vise. Hendes største ønske er nu at gøre en forskel for andre.
»Jeg vil være til skræk og advarsel for andre. Folk skal forstå, at 'mere' ikke altid er bedre. Og hvis man føler sig styret, skal man få søgt hjælp i tide,« siger Bettina.
