Da billeder af corona-smittede kinesere første gang blev vist i fjernsynet, sagde Bettina Larsen til sine børn:
»Når den første dansker er smittet, går jeg i frivillig isolation.«
Den 6. marts lukkede den 51-årige fynbo yderdøren til sit rækkehus i Nyborg. Siden har hun stort set ikke forladt sit hjem.
Hun får leveret alle sine varer. Hvis det er koldt nok, lader hun indkøbsposerne stå uden for døren i tre timer, før hun tager dem ind, ifører sig plastichandsker og pakker ud.
»Jeg spritter varerne af, vasker for eksempel colaflasker i sæbevand, lægger madvarerne i bøtter og smider al plastemballage i skraldespanden sammen med handskerne.«
På nettet har hun købt både en FFP3-maske, beskyttelsesbriller, visir og gummihandsker.
»Noget af det giver en falsk tryghed, og det kan godt være, at det er sygt. Men det er min måde at overleve på.«
Bettina Larsen har fået foretaget en lungetransplantation og er i gruppen for særligt sårbare danskere. Hun var glad da, politikerne 11. marts lukkede samfundet for at minimere covid-19-smitten. Men nu, hvor genåbningen er en realitet, føler hun sig udsat.
»Jeg kan ikke forstå, at politikerne tør. Man siger stadig, at man skal holde to meters afstand til de mest sårbare, men det står jo ikke i nakken på os, at vi er sårbare.«
Derfor har hun - endnu engang - forberedt sin familie:
»Jeg lukker endnu mere ned nu, når samfundet åbner op igen.«
Bettina Larsen har en medfødt lungesygdom, der i 2015 krævede, at hun fik en lungetransplantation.
»I dag har jeg det super og har en lungefunktion på 100 pct.,« siger hun.
Men hun er skrækslagen for at blive syg. Tidligere har hendes sygdom lagt hende i respirator.
»Det er noget af det mest angstfyldte, jeg har været ude for. Jeg er så bange for at nå dertil igen, hvis jeg bliver smittet med corona.«
Derfor blev hun både ‘rystet og chokeret’, da Mette Frederiksen torsdag den 7. maj lancerede regeringens plan for en trinvis genåbning af Danmark.
»Jeg blev så gal og bagefter ked af det. Tårer har jeg meget let til for tiden,« siger hun.
Normalt ligger hun i fast pendulfart mellem hjemmet i Nyborg og Struer eller Odense, hvor hendes voksne børn og børnebørn bor.
Normalt træner hun i et fitnesscenter hver anden dag. For det er ‘vigtigt at holde kroppen ved lige’.
Men de sidste 70 dage har hun stort set været alene hjemme. Hun har meldt afbud til flere kontroller på Rigshospitalet, på Odense Universitetshospital og hos sin læge, for hun ‘tør ikke’ møde op.
Hun føler sig alene med ansvaret for ikke at blive syg:
»Jeg føler en altoverskyggende ensomhed, men vi er mange, der følger os glemt eller overset,« siger hun.
Både hos Lungeforeningen, Hjerteforeningen og Gigtforeningen genkender man tendensen til, at de mest sårbare isolerer sig selv. Bettina Larsen er ikke i tvivl om, at årsagen til, at der ikke er flere alvorligt syge indlagt, er, 'fordi vi selv holder os hjemme'.
Hun efterlyser, at politikerne anerkender de ofre, de særligt sårbare bærer for at ikke at belaste sundhedssystemet.
»Jeg savner, at vi kan få et hotel- eller et sommerhus-ophold sammen. Eller at man åbnede restauranter på særlige tidspunkter for os sårbare. Vi ville kunne fungere i grupper, hvor vi kunne støtte hinanden, og det ville give os livskvalitet. Jeg ville godt turde mødes med de andre sårbare, for de passer lige så godt på sig selv, som jeg gør.«
Til gengæld er det svært for hende at være sammen med mennesker, der omgås mange. Hendes 16-årige datter Emilie går på efterskole. Før Bettina Larsen gik i hi, ringede hun til efterskolen for at få et råd: 'Enten skulle Emilie med i isolation, alternativt skulle hun slet ikke ind i mit hjem.'
I første omgang blev Emilie på skolen, men da den blev corona-lukket, kom hun hjem.
»Hun gik i isolation på sit værelse i 14 dage, og jeg var hunderæd.«
I begyndelsen havde både Bettina Larsen og datteren Emilie mundbind på, når datteren kom ned i stuen.
Senere har datteren boet på skift hos sin kæreste og sin søster og bror, for ‘man kan ikke holde en 16-årig indenfor’.
»Det har været rigtigt hårdt at finde ud af, hvordan vi skulle gøre det. Hun er kun 16 år og har brug for at have én base, men det er svært at give hende, når jeg ikke tør,« siger Bettina Larsen.
Siden 6. marts har hendes søn og svigerdatter været på besøg to gange og hendes ældste datter en gang - ude i haven.
»Mine forældre er selv udsat, de ser heller ikke andre mennesker, så dem er jeg mere tryg ved. De besøger mig i haven hver 14. dag og har deres egne kaffekopper med.«
Nu, hvor omverdenen begynde at fungere igen, føler hun sig endnu mere ensom.
»Der er så mange ting, jeg gerne ville. Men jeg regner ikke med at blive aktiv deltager i samfundet, før der er en vaccine.«
Påsken var ‘slem at komme igennem’, og hun gruer allerede for julen 2020.
»Jeg frygter, at jeg kommer jeg til at sidde alene. Og det gør jeg nok.«
