Selvom priserne er presset helt i bund i Ringsted Outlet, valgte en 35-årig mand fra Horsens alligevel at løbe derfra med favnen fuld af ubetalt tøj.

Til tyveknægtens store overraskelse sad der dog en politibetjent, som egentlig havde fri, på en af outletbyens bænke, og han så, at manden kom løbende – hvilket virkede en anelse mistænkeligt.

For at undersøge sagen nærmere valgte betjenten derfor at løbe efter den 35-årige mand, og efter kort tid blev han anholdt.

Det fremgår af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Her viste det sig nemlig, at den horsensianske mand havde stjålet bukser, T-shirts, sweatshirts og underbukser til en samlet værdi af 5.539 kroner fra modemærket Levi's.

Og det var ikke det eneste, som manden havde i favnen.

Da politibetjentens kollegaer nåede frem til outletbyen i Ringsted, blev manden nemlig ligeledes sigtet for at være i besiddelse af 2,76 gram hash.

Betjenten, som opdagede og tilbageholdt manden, blev afhørt til sagen, hvorefter han igen kunne gå på weekend. Den 35-årige horsensianer blev efter afhøringen løsladt, men vil høre mere fra politiet, når sagen skal afgøres.