Natten til søndag vågner Betina Darling Aistrup med et sæt.

Der er en mærkelig lyd inde fra stuen, men i første omgang skyder hun skylden på de to katte i huset, som til tider larmer i de sene nattetimer.

Men da hun pludselig hører lyden af knust glas, vender hun sig om på siden og rusker i manden Casper.

»Der er nogen inde i huset,« siger hun febrilsk.

Op ryger Casper, skynder sig at hive fat i parrets baseballbat og går derefter hen mod værelsets dør.

Da han åbner den, går det dog straks op for Betina, at det er noget helt andet end ubudne gæster, der er problemet.

»Det lyser helt vildt fra døråbningen, og så vender han sig om og råber: 'Betina, det brænder! Ring 112',« fortæller Betina Darling Aistrup, der bor i Jyllinge tæt på Roskilde, til B.T.

Betina kigger gennem døren og ud på terrassen, hvor hun hurtigt ser flammerne, der har fået fat, og som giver den knitrende lyd, hun selv forbinder med sankthansbål.

Aistrup-familien i Jyllinge vågnede natten til søndag op til et hus, der var i brand.
Aistrup-familien i Jyllinge vågnede natten til søndag op til et hus, der var i brand. Foto: Privatfoto
Vis mere

I bar mave får Casper parrets fireårige søn op i favnen og løber ud gennem huset, der nu er blevet endnu mere omspændt af flammer.

Betina løber efter, og da de når ud til enden af stuen, skal de nærmest bevæge sig gennem ilden, der er mest voldsom ude på terrassen, hvor den æder sig op ad husets facade.

Men ud kommer parret, og efter otte minutter ankommer brandvæsenet til stedet og går straks i gang med at slukke branden.

Imens står Betina paralyseret og iagttager sit brændende hus.

»Det er, som om mit hus fanger mig, og så skriger jeg pludselig. Jeg tror, det går op for mig der, at flammerne æder mit søns legetøj, mine bryllupsbilleder og alle vores minder. Jeg skriger så højt, at vores genbo kommer løbende og spørger, hvad der dog sker,« husker hun.

Familien Aistrup.
Familien Aistrup. Foto: Privatfoto
Vis mere

Betina er så knust, at Casper senere har fortalt, at han var bange for, at hun ville løbe ind i det brændende hus for at få nogle af tingene med ud.

Brandmændene får slukket branden, og herefter bliver ægteparret indlogeret på Comwell i Roskilde, hvor de kan bearbejde de frygtelige oplevelser.

»Jeg plejer at sove med ørepropper, fordi Casper snorker, og hvis jeg havde gjort det, så ved jeg sgu ikke, om vi var vågnet. Så det har været tæt på,« siger Betina.

Og det er den samme besked, som brandmændene giver parret.

»Vi fik af brandmændene at vide, at vi var heldige, at vi kom så hurtigt ud, for selv om det kun tog ét minut, så nåede branden bare i den tid at udvikle sig voldsomt. Det kunne være gået helt galt,« fortæller hun.

Aistrup-familien i Jyllinge vågnede natten til søndag midt i et hus i brand.
Aistrup-familien i Jyllinge vågnede natten til søndag midt i et hus i brand. Foto: Privatfoto
Vis mere

Hvis Betina og Casper Aistrup har været uheldige med branden, så må man til gengæld sige, at de har været heldige med deres venner og naboer.

En nabo startede nemlig lynhurtigt en indsamling til familien Aistrup, og efter kort tid fik parret nye, lækre sko, masser af tøj og andre nødvendige ting.

»Det er helt fantastisk, og det viser bare, man herude hjælper hinanden, når der sker noget. Det er overvældende,« siger Betina, der også fortæller, at der var en mand, der overførte 1.000 kroner til deres konto.

Betina og Casper har nu fået lov at låne et sommerhus, der ligger på den samme vej som deres udbrændte hus.

Og hvordan startede branden så?

Det er stadig et godt spørgsmål. De brandtekniske undersøgelser har endnu ikke kunnet give en forklaring på, at parrets hus brød i brand midt om natten.