Den store opdatering af MobilePay, der blev rullet ud tirsdag, har givet problemer i 7-Eleven, hvor flere betalinger ikke går igennem.

Det skriver Jyllands-Posten.

Der er i øjeblikket problemer over hele landet i butikkerne. 

Annette Juhler Kjær er Head of Communication & External Affairs 7-Eleven. 

Til Jyllands-Posten siger hun:

»Vi oplever lige nu nogle tekniske udfordringer med Mobilepay-betalinger relateret til deres migrering til ny platform og app i nat. Vi arbejder på højtryk for at løse udfordringen og forventer, at situationen er løst senere i dag.«

Kunderne opfordres i stedet for at betale med kort eller kontant.

Den gamle version af MobilePay virker ikke mere, efter at relanceringen er blevet rullet ud i løbet af natten. Så der skal opdateres.

Årsagen er, at betalingsappen for nylig er blevet en del af en større familie, der også sidder på markederne i Norge og Finland.

Nu er udseende og funktionalitet simpelthen ens i alle tre lande, hvor Danmark har været sidste led.

Rent praktisk skulle det også gerne komme de norske, danske og finske kunder til gavn, at de nu befinder sig på samme platform.