En ny leg ved navn 'Løbehjulskastet' er kommet til København.

I Frankrig har udlejningsfirmaer af el-løbehjul været nødsaget til at hyre ekstra mandskab for at sætte en stopper for de teenagere, som har taget legen til sig.

En leg, som - helt simpelt - går ud på, at man kaster elektriske løbehjul i havnen.

I den franske by Marseille fiskede dykkere på en enkelt dag hele 35 løbehjul op af et havnebassin, og byen bliver derfor nu kaldt for 'Kirkegården for el-løbehjul', skriver tyske Bild.

El-løbehjul er i flere tilfælde endt i Københavns Havn, oplyser udlejningsfirmaet VOI.
El-løbehjul er i flere tilfælde endt i Københavns Havn, oplyser udlejningsfirmaet VOI. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Så slemt står det dog endnu ikke til i den danske hovedstad, siger udlejningsfirmaet Voi til Fagbladet 3F og oplyser, at de indtil videre kun har haft 'nogle isolerede tilfælde'.

Problemet med den besynderlige leg er ikke kun den materielle skade i form af saltvandet, der ødelægger løbehjulene, men også at legen skader miljøet, skriver 3F.

Det skyldes, at løbehjulenes batterier er giftige, når de nedbrydes af saltvand.

»På et tidspunkt eroderer batterierne, og så frigøres de stoffer, der er i dem. For eksempel litium, kobolt og andre kemiske stoffer, der forurener og er skadelige for miljøet, siger professor og institutdirektør på DTU Energi Søren Linderoth til Fagbladet og fortsætter:

Har du selv leget 'løbehjulskastet'? Eller kender du til legen? Så tip os ved at skrive til 1929@bt.dk

»Grunden til, at vi skal aflevere batterier til genbrug på genbrugsstationer, er jo netop, at de indeholder farlige stoffer.«

Kristina Hunter Nilsson, der er pressechef i udlejningsfirmaet Voi, fortæller til 3F, at hun ikke kan sætte tal på, hvor mange af deres løbehjul, der er blevet ødelagt eller forlist som følge af 'Løbehjulskastet' i Frankrig og København.

»Når de er under vand, virker GPS’en ikke mere, så de kan være svære at lokalisere,« siger hun og påpeger, at de i Paris samarbejder med en frivillig organisation, som samler løbehjulene ind fra havet med en stor magnet.

I Marseille er udbyderne angiveligt stoppet med leje el-løbehjul nær vandet for at sætte en stopper for legen, mens det heller ikke er muligt for kunder at parkere dem ved vandet.

Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning oplyser til 3F, at det ikke umiddelbart er et problem, som de kender til, men at de ikke ikke har mulighed for at udtale sig nærmere på grund af ferie.