Campingpladsen Corona Camping ved Borup i Køge Kommune skulle lørdag have været ryddet, men pladsens 80 fastliggere nægter endnu en gang at flytte.
Det skriver TV 2 Kosmopol, der har talt med én af campingpladsens to ejere.
- Selvfølgelig kan vi ikke lukke ned, når vi skal smide folk på gaden, der ikke har fundet et sted at gå hen, siger Susanne Palskov Farnø til mediet.
Planklagenævnet gav i juni Køge Kommune medhold i, at helårsbeboelse ikke skal tillades på pladsen.
På den baggrund blev campingpladsens vintertilladelse inddraget gældende fra 1. november, skriver mediet.
Corona Campings praksis har siden 2017 været i strid med Køge Kommune, der har udstedt flere påbud mod helårsbeboelse.
Klima- og Planudvalget i kommunen besluttede blandt i 2023, at fastliggerne skulle være fraflyttet 15. februar samme år.
Det nægtede beboerne, og det fik efterfølgende Køge Kommune til at politianmelde pladsen.
I april 2023 vedtog et flertal i Folketinget, at fem procent af en campingplads måtte benyttes til vinterbeboelse som del af en forsøgsordning på to år.
/ritzau/