Det bliver også fremover muligt at få en hotdog med hele svineriet i den legendariske pølsevogn Harry's Place på Nørrebro i København.

Firmaet bag pølsevognen er godt nok gået konkurs, Men det er lykkedes at finde en ny ejer.

Det skriver Finans, der har oplysningerne fra Statstidende.

I seneste regnskabsår havde Harry Place ApS et tab på 500.000, men nu er det altså lykkedes for ejeren, Jesper Frederiksen, at finde en køber til pølsevognen, der stod til en pris på 1,85 millioner kroner.

Den let genkendelige pølsevogn, eller pølseskur om man vil, står blandt etagebyggerier på Nordre Fasanvej, hvor den har været en del af gadebilledet siden 1965.

To tidligere statsministre, Poul Schlüter og Poul Nyrup Rasmussen, har blandt andet gæstet spisestedet.

Den nu forhenværende ejer, Jesper Frederiksen, har til TV 2 Lorry om salget tidligere sagt.

»Det er vigtigt, at den bliver ført videre i samme ånd, Der skal helst ikke komme en kebabvogn her. Jeg vil forsøge at sikre mig, at en ny køber forstår, hvad Harry's Place betyder, så stamkunderne ikke kommer til at mærke for stor en forskel.«