Selvom du fryser, og næste el- og varmeregning truer, så gå ikke på kompromis med sund fornuft og sikkerhed.

Det er budskabet i en pressemeddelelse fra Danske Beredskaber.

Her advarer sekretariatschef Bjarne Nigaard danskerne mod at blive FOR kreative, når det gælder om at spare på energien.

»Vi er desværre allerede begyndt at køre til uheldige hændelser, der er opstået, fordi kreativiteten hos folk er gået lige lovligt vidt i forhold til brandsikkerheden,« siger sekretariatschef Bjarne Nigaard.

Det er stigende energipriser og udsigt til forsyningssvigt, der får flere til at ty til farlige opvarmningskilder.

»Ting, der ikke hører til i en brændeovn, er med til at skabe brandfare, fordi forbrændingen ikke kan styres på samme måde som med rent, tørt træ,« siger han.

Af samme grund benytter Bjarne Nigaard også lejligheden til at gentage et meget vigtigt råd:

»Det er heller ikke en god idé at tage terrassevarmeren eller kulgrillen med sig indenfor, for det er der store risici ved.«

Derudover opfordrer han folk til at passe på med åben ild og følge brugsanvisningen for de varmekilder, de bruger.