I disse kolde søndagstimer er havet ved Amager Strand frosset til, og det har fået et væld af folk til at begive sig ud på det frosne hav.
Derfor kommer Hovedstadens Beredskab nu med en kraftig advarsel.

»Man må aldrig gå ud på is på havet,« slår vagthavende operationschef Peter Ørnbo fast overfor B.T.
»Havet er aldrig sikkert, fordi der sker så meget under isen, så man kan ikke være sikker på, at den kan bære,« minder han om.
Men det er ikke kun på Amager Strand, man i disse kolde dage kan opleve folk, der gladeligt går imod myndighedernes anbefalinger, når vandet fryser til.
»Generelt har folk de seneste par dage begivet sig ud steder, hvor det ikke er så smart,« siger Peter Ørnbo.

Det har dog kun været »småepisoder«, såsom en hund, der var faldet gennem isen, som Hovedstadens Beredskab har været kaldt ud til, forsikrer operationschefen.
»Men det trækker jo på vores beredskab, hvis folk går ud på isen imod anbefalingerne, fordi der er nogen, der kan ringe, der bliver nervøse, og så er vi nødt til at køre ud og holde klar, hvis der skulle ske noget,« minder Peter Ørnbo om.
Han opfordrer derfor kraftigt de mange, der krydser det frosne hav på Amager Strand – og alle andre steder i landet – til bare at »lade være«.
»Det gode råd er at nyde det gode vejr inde i tryghed på strandbredden og holde sig fra isen,« siger beredskabschefen Peter Ørnboe.

For selvom der i københavnsområdet endnu ikke har været tilfælde af personer, der er faldet igennem isen og er kommet alvorligt til skade, så er det ressourcekrævende for beredskabet, der står for nødhjælpen.
Og det er kun mere ressourcekrævende ude på frossent hav.
»Det er kompliceret, for det er et stort område, hvor folk kan bevæge sig langt ud, så det kan være svært at redde dem derude,« minder operationschefen om.
Peter Ørnbo henstiller i stedet til, at man holder øje med kommunens hjemmeside, hvor det vil fremgå, hvis der er sikkert isføre på søer og vandsteder.
