Når det spændingsfyldte racerløb Classic Race Aarhus løber af stablen 17.–19. september, skal det være med fokus på bæredygtighed og CO2-udledning.

Ja, det lyder måske mærkeligt, når bilerne oser benzindampe til den helt store guldmedalje – men det er i hvert fald, hvad Classic Race Aarhus fortæller i en pressemeddelelse.

Her lyder det, at når Nordeuropas største racefestival, der løber rundt om Mindeparken og langs bugten, går i gang, så vil arrangørerne have klimaet for øje.

Det skal blandt andet foregå med klimaeksperter, der vil gå rundt på festivalen som ‘klimaspioner’ og rapportere om, hvor og hvordan Classic Race Aarhus kan blive mere bæredygtige og CO2-neutrale. Og fra løbet i maj 2022 vil man se helt konkrete klimatiltag.

Det bliver dog ikke uden benzindampene.

»Vi kommer aldrig til at afholde Classic Race uden at bruge benzin. Det er jo hele vores dna at vise de fantastiske klassiske racerbiler og sportsvogne – men alt det rundt om vores festival vil vi rigtig gerne se på, om vi kan gøre mere CO2-neutralt og bæredygtigt,« siger Poul Dalsgaard, direktør i Classic Race Aarhus.

Festivalen går derfor med egne ord ind i et grønt partnerskab med Klimasekretariatet i Kultur og Borgerservice i Aarhus kommune og AURA.

»Jeg er utrolig glad for, at Classic Race Aarhus har taget udfordringen, og at vi nu sammen skal finde nogle klimavenlige alternativer. Det er et spændende samarbejde, som jeg er sikker på vil give nogle erfaringer, der vil kunne inspirere mange andre,« siger Rabih Azad Ahmad, rådmand for Kultur og Borgerservice.

I AURA ser man også frem til at komme i dialog med Aarhus Kommune og Classic Race Aarhus om at hjælpe festivalen.

»Jeg ser personligt frem til den dag, hvor Classic Race Aarhus præsenterer et rent elbilrace. Det vil være en markant milepæl frem mod et mere bæredygtigt event,« siger Carsten Höegh Christiansen, administrerende direktør i AURA.

Det stemmer dog ikke helt overens med, hvad direktøren for Classic Race Aarhus selv ønsker. Men direktøren fortæller dog, at vil vise en parade af de nyeste elbiler.

De konkrete tiltag til den grønne omstilling og bæredygtighed må vi dog vente på lidt endnu, eftersom de først vil blive præsenteret i 2022.