»Min psykolog har sagt, at jeg skal blive ved med at gå til linedance, så jeg ikke forsvinder ned i et sort hul. Men det har coronaen også lukket. Så hvad nu?«

57-årige Bente Thorup holder en pause. Hun tænker et par sekunder over, hvad hun skal sige. Men hvad kan hun egentlig sige? Lige nu føles det hele lidt ligemeget.

»Linedancen gav mig noget glæde. Noget energi. Jeg følte, at jeg hørte til et sted.«

Bente Thorup er en af de danskere, for hvem coronaen, usikkerheden og de strenge restriktioner, der umuliggør en normal hverdag, er begyndt at tære hårdt på psyken.

Humøret er gennem de seneste to-tre uger bliver værre og værre for 57-årige Bente Thorup. Coronaen - og alle dens restriktioner - har haft stor indvirkning på hendes psyke, og hun frygter kun, at vinterens kolde og mørke måneder vil gøre det sværere.
Humøret er gennem de seneste to-tre uger bliver værre og værre for 57-årige Bente Thorup. Coronaen - og alle dens restriktioner - har haft stor indvirkning på hendes psyke, og hun frygter kun, at vinterens kolde og mørke måneder vil gøre det sværere. Foto: Privatfoto
Vis mere

Og især igennem de seneste to til tre uger har hendes liv ændret karakter.

Fra at leve en tilværelse med udsigt til sociale arrangementer og en ugentlig hobby, hvor hun på lige rækker uddelte brede smil til ligesindede linedansere, er hendes liv i dag reduceret til en hverdag bag hjemmets fire vægge i Ballerup nordvest for København.

»Jeg kan mærke, at jeg er blevet mere ked af. Jeg ryster og føler mig nedtrykt. Og så har jeg svært ved at sove. Det stresser mig, at jeg ikke ved, hvad jeg skal eller kan lave i morgen. Hvor lang tid det varer, eller om det overhovedet bliver normalt igen,« siger hun.

Bente Thorup har været sygemeldt med stress i to år. For tre uger siden stoppede hun i et praktikforløb, og hun har ikke en stor omgangskreds. Hun er fraskilt, bor alene, men har to store sønner, hvoraf den yngste er autist.

Statsminister Mette Frederiksen (S) bebudede under pressemødet om corona fredag den 23. oktober flere restriktioner. Blandt andet en forsamlingsloft på 10 personer.
Statsminister Mette Frederiksen (S) bebudede under pressemødet om corona fredag den 23. oktober flere restriktioner. Blandt andet en forsamlingsloft på 10 personer. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Inden for de seneste 18 måneder har hun mistet begge sine forældre. Senest moren, der døde på plejehjem i foråret under coronaens lockdown.

En situation, der betød, at Bente ikke måtte besøge hende.

Først da moderen lå på dødslejet, måtte datteren via plejehjemmets brandtrappe – og i fuld beskyttelse – komme ind og tage afsked med sin mor.

»Det var ikke en god afslutning. Og til begravelsen kunne jeg ikke engang få en krammer af de pårørende, der kom. Det var sgu hårdt. Jeg følte mig virkelig alene. Og det er nok også det, der stadig gør ondt og gør det hele lidt modløst.«

Hver tredje frygter vinter med corona

Selv om Bente Thorup gennem de seneste syv måneder har mere end almindelig grund til at foragte coronaen, er hun ikke ene om at se sit humør og sin psyke blive påvirket af den situation, som virussen har skabt.

Flere danskere oplever, hvordan coronaens fængslende restriktioner, det manglende samvær samt de ukendte udsigter til en normalt hverdag påvirker deres humør i en negativ retning.

I går kunne 56-årige Ulla Johansson fortælle til B.T., hvordan morgendagen for hende er blevet til en frygt, og at hun for tiden har dage, hvor hun er helt blottet for forhåbninger om en lysere fremtid.

Samtidig svarer hver tredje dansker i en undersøgelse, som YouGov har lavet for B.T., at de er helt eller delvis enige i, at de lige nu – på grund af coronaepidemiens restriktioner – i højere grad end normalt frygter de mørke efterårs- og vintermåneder.

Derudover svarer hver fjerde i undersøgelsen, at deres humør enten er blevet dårligere eller meget dårligere den seneste måned.

Alene i julen

Med udsigten til hvad de næste par uger og måneder bringer, er Bente Thorup ikke videre optimistisk i forhold til at højne humøret.

»Jeg håber det, og jeg ville ønske, at jeg kunne være mere positiv, men jeg kan ikke se, at tallene skulle falde,« siger hun.

Med tallene refererer hun til mængden af nye covid-19-tilfælde, som den seneste uge har kredset omkring 900-1.000 per dag.

Opblomstringen i smittespredningen fik i sidste uge regeringen til at indføre en række nye restriktioner, herunder et forsamlingsloft på 10 personer.

Dermed ser det heller ikke ud til, at Bente Thorup kan se frem til familiens årlige julearrangement, der ellers allerede stod i kalenderen.

»Vi har altid holdt jul med mine forældre, men det kan vi ikke i år. Min store søn skal til svigerforældrene, så det ender nok med, at jeg og min yngste søn sidder alene. Børnenes farbror har inviteret os til at være hos dem, men han har tre børn og svigerbørn, og så risikerer vi at blive flere end 10. Jeg ved det ikke, men vi kan nok ikke være med.«