»Jeg kan ikke græde mere. Siden jeg indså, hvilken retning det gik med Benny, har jeg grædt så meget. Men jeg er glad for, at han fik en smuk afsked. I sine egne omgivelser i sit hjem, hvor han har kunnet kigge ud i haven. Alt foregik stille og roligt. Jeg vil kalde det en smuk død,« fortæller Benny Andersens mangeårige hustru, Elisabeth Ehmer, til B.T., dagen efter at den 88-årige forfatter, komponist og digter Benny Andersen er gået bort.
Den folkekære nationaldigter sov stille ind i sit hjem i Sorgenfri torsdag eftermiddag med sin hustru ved sin side, der trofast holdt hans hånd helt frem til det sidste. I de sidste mange dage har hun ikke sovet. Hun er træt og udmattet, men også glad for, at forløbet i den sidste tid har været fredelig.
»I de sidste måneder har jeg passet og plejet ham, men han har været, nøjagtig som han altid har været. Positiv og glad. Jeg har ligget ved hans side i sengen og holdt om hans hånd de sidste par dage. Jeg har spurgt ham, om han var bange, men det var han ikke. Han tog skæbnen på sig og vidste godt, hvor det bar hen.«
Benny Andersen sov stille ind i sit hjem og har ifølge hustruen ikke været syg. Han var ved bevidsthed, under kyndig pleje og kunne gengælde Elisabeth Ehmers forsigtige klem i hans hånd.
Hun fortæller, at den evigt muntre Benny Andersen også holdt sig til sine faste morgenritualer og daglige glæder, så længe han kunne.
»Sidste mandag var han oppe og gå for sidste gang. Han gik ind i stuen, hvor han fik sig et glas vand og en drink. Røg en smøg, læste sine fire aviser og løste sin krydsogtværs. Det har altid været hans morgenritual. Han har også altid spillet 'Ave Verum Corpus' af Mozart for mig hver aften, inden han gik i seng, men det gjorde han ikke de sidste tre uger. Han kunne ikke gå ned til klaveret, fordi der er et stort trin ned mellem de to stuer.«
Benny Andersen har levet et liv fuld af kærlighed, og siden 2004 var den 78-årige jurist Elisabeth Ehmer hans hustru og muse.
De mødte hinanden i en togkupé, kort efter at de begge havde mistet deres ægtefæller, og de har med hendes egne ord været 'lykkelige sammen' og 'inspireret hinanden'.
Det var derfor også Elisabeth Ehmers navn, som blev Benny Andersens sidste ord.
»Han sidste ord var 'Elisabeth, Elisabeth, Elisabeth,'« mindes hun og fortsætter mere opløftet:
»Livet med ham har været som ét langt digt. Altid spændende. Jeg har aldrig kedet mig.«
Benny Andersen havde sin sidste offentlige optræden i maj, hvor han spillede på flyglet og læste sine digte op på Stadsbiblioteket i Lyngby, hvor han har boet i mange år.
Torsdag aften blev Benny Andersen båret ud af sit hjem i Sorgenfri i en kiste med hjælp fra bedemanden. Han var klædt i sit eget spillemandstøj, med sin gode hovedpude under sig og med blomster fra sin have oven på kisten. Bisættelsen bliver afholdt i Sorgenfri Kirke, men Benny Andersens sidste hvilested er endnu ikke bestemt.
Én ting er dog sikker: Benny Andersens uforglemmelige eftermæle med både 'Snøvsen' og 'Svantes viser' forbliver udødelige og en uerstattelig del af dansk kulturarv.
Når Elisabeth Ehmer kigger tilbage på sin elskede Bennys forfatterskab, er det dog ikke de velkendte digte og viser, der har gjort størst indtryk på hende.
»Det bedste og mest begavede, han har skrevet, er endnu ikke udgivet. En bog, der hedder 'Mørkets sang', som jeg vil læse op af til hans bisættelse. Det er det værk, som har betydet mest for mig.«
Var det op til Benny Andersen selv, skulle det for alt i verden dog ikke være en af hans mest kendte strofer, som blev det, han skulle huskes for.
For 'Om lidt er kaffen klar' fra 1973 var ifølge Benny Andersen selv en af dem mest ligegyldige linjer, han nogensinde har skrevet.
»'Bare det ikke kommer til at stå på min gravsten', jokede han,« siger Elisabeth Ehmer.
