Skuespiller Benjamin Boe Rasmussen er gift med Ditte Hansen og kunne som yngre ikke forstå, »hvorfor fanden hun ville være sammen med mig«. Men parret har gennem årene lært at tilgive hinanden.
Hvilket træk holder du mest af hos dig selv?
»Årh, den er fandeme svær. Jeg synes jo nok, at den slags spørgsmål kræver, at andre svarer. Som de fleste mennesker er der mange ting, jeg godt kunne tænke mig at få skiftet ud eller blive bedre til. Men grundlæggende har jeg vel lært at leve med pakken og holde af den.«
Du siger, at du har lært at leve med hele pakken og holde af den – kan du uddybe det?
»Noget af det vigtigste at lære som menneske, det er at klappe sig selv på skulderen og tilgive sig selv – og ikke mindst hinanden. Man skal lære at leve med hele pakken, fordi der er altid nogle ting, som man ville ønske, at man kunne lave om. Førhen kunne jeg godt føle, at jeg ikke var dygtig nok, at jeg var klodset og utilstrækkelig. Både som mand og som menneske.«
»Faktisk havde jeg det også sådan i mit forhold med Ditte, hvor jeg ikke kunne forstå, hvorfor fanden hun ville være sammen med mig. Men jeg tror blandt andet, at mit ægteskab har holdt så længe, fordi vi har lært at tilgive hinanden og leve med hinanden – og ikke prøvet at lave hinanden om.«
Hvornår gik det op for dig, at det var vigtigt at tilgive dig selv?
»Det var faktisk først i en ret høj alder, tror jeg. Jeg lærte det nok efter en forestilling på Grønnegårds Teatret. Der skete det, at lige pludselig var der helt stille inde på scenen, mens hovedrollen stod derinde. Jeg stod ude bagved og sagde til de andre, at nogen skulle tage sig sammen og gå derind, fordi 'der manglede en skuespiller på scenen'. Han stod nok derude alene i to minutter – men det føltes som en halv time.«
»Herefter blev mit rollenavn kaldt, og så var det mig, som havde glemt, at jeg skulle ind på scenen. Jeg løb derind, men anede ikke, hvad jeg skulle sige. Bagefter var alle folk faktisk glade. Både publikum og min medskuespillere havde syntes, det var sjovt. Så der måtte jeg lære at tilgive mig selv, fordi der var jo ikke sket noget alvorligt. Og det skal man lære at gøre, ellers kommer man ikke langt.«
Hvorfor tænkte du ikke over det tidligere i dit liv?
»Da jeg var ung, havde jeg simpelthen for travlt med at være noget, som jeg ikke var. På en eller anden måde var det nok også derfor, at jeg blev skuespiller. Det der med at jagte et utopia eller et drømmebillede.«
»På det tidspunkt var jeg også sammen med min kone, som lige pludselig bragede igennem på alle ledder og kanter. Så stod jeg der ved siden af og syntes, at det var fantastisk at se, hvor godt hun klarede sig, og så var det fantastisk, at hun stadig kunne elske mig – for jeg følte mig som en kæmpespade selv.
»Men der gik det op for mig, at selvom vi havde et fællesskab, som udmøntede sig i karrieren, gjorde det ikke noget ved de værdier, som vi havde sammen. Jeg blev jo ikke en dårligere mand af, at hun havde succes.«
