Københavns havn fik mandag et besøg, som formentlig aldrig er sket før.

Her blev to delfiner – en mor og en unge – nemlig spottet i Københavns havn i Sydhavnen og op mod Langebro.

Og det kalder den kendte naturformidler Sebastian Klein for 'ret specielt' og noget, der aldrig er sket i hans levetid.

Dyreeksperten fortæller, at selvom delfiner de senere år har vist sig i Danmark med tiltagende hyppighed, så er der ikke registreret delfiner i Københavns havn i nyere tid.

»Det er dog overraskende, at de dukker op inde i Københavns havn, som trods oprensning af flere områder af havnen langtfra kan betragtes som et oplagt sted for delfiner,« forklarer han og tilføjer, at det alligevel er »et ret sundt vandområde«.

»Her er kraftig gennemstrømning og havbunden skånet for bundtrawl. Om det har betydning for delfinernes optræden i København, er det dog nok kun delfinerne, der kan svare på,« uddyber han.

Delfinernes færden er også blevet beskrevet af Carl Kinze, der er hvalspecialist og tilknyttet Statens Naturhistoriske Museum.

»Det er en sensation på sensation det her. Det er ikke set før i indre danske farvande,« siger han til TV 2 Kosmopol.

Ifølge ham er det nemlig også første gang i historien, at en delfinmor er fundet her med sin unge.

Først troede Øresundsakvariet, at der var tale om to øresvin, men det viser sig altså, at det er delfiner, der har boltret sig i de københavnske havne.