Det seneste års coronanedlukning af landet har fået flere mennesker til at gå ud i naturen.

Og dét kan vise sig at være en stor hjælp for Landbrugsstyrelsen, der beder om hjælp til at holde øje med ti skadedyr og plantesygdomme, der kan være ødelæggende for dansk natur.

Det skriver TV 2 Lorry.

Fordi de ti skadedyr og plantesygdomme (som du kan se en oversigt over lidt længere nede i artiklen, red.) kan være skadelige for både den danske og europæiske natur, skal de straks udryddes, hvis de opdages, oplyser Landbrugsstyrelsen på sin hjemmeside.

»Der findes over 170 plantesygdomme og skadedyr, som vi for alt i verden skal prøve at holde ude af Danmark. Her har vi brug for alles hjælp, og derfor sætter vi nu fokus på ti af dem, som er nemme at se med det blotte øje. Vi kalder alle landets haveejere og friluftsmennesker: Hvis I ser et af de her skadedyr eller plantesygdomme, så skal I melde det til os,« siger enhedschef i Landbrugsstyrelsen Kristine Riskær.

Blandt de ti ubudne gæster i den danske natur finder man blandt andet billen med navnet den japanske fyrrebuk. Den kan bære rundt på meget skadelige rundorme, som kan lægge hele fyrreskove øde, oplyser Landbrugsstyrelsen.

I alt udgør listen med de ti skadedyr og plantesygdomme syv uvelkomne biller og tre plantesygdomme.

Hvis du mener, du har spottet en af de ubudne gæster, skal du anmelde det på Landbrugsstyrelsens hjemmeside. Du opfordres også til at tage et billede af det, du har set, og indsende det sammen med en beskrivelse af fundet og findestedet.

Her kan du se de ti ubudne gæster, du kan holde øje med i naturen.
Her kan du se de ti ubudne gæster, du kan holde øje med i naturen. Landbrugsstyrelsen