En skarp, sur stank af gæring har i mange år hærget i Københavns Nordvestkvarter. Et tilbagevendende mysterium for mange beboere og tilflyttere.

Midt i april var lugten særlig stram, og det fik Bo Evers til Facebook-tasterne, for hvor pokker kom den stank fra.

»Jeg er generet af lugten, ligesom så mange andre. Det er en blanding af sur, syntetisk og råd. Underlæggende kvalm og ubehagelig. Jeg har mistanke om, hvor den kommer fra, så jeg vil høre, hvad andre i området tænkte,« siger Bo Evers, der har boet i Nordvest i tre år.

Mistanken fik Bo Evers hurtigt bekræftet, for kommentarsporet blev proppet med andre beboeres forklaringer om, at det er biotech-virksomheden Novozymes i Hillerødgade, lugten kommer fra.

En forklaring, som Helene Skovmose Bay, der har været nabo til Novozymes i 14 år, udmærket er bekendt med. Hun ved ikke med sikkerhed, at stanken kommer fra fabrikken, men at stanken findes, er der ifølge hende ingen tvivl om.

»Hvis man ikke har lagt mærke til det, er det enten, fordi man har dårlig lugtesans, lukkede vinduer eller har vænnet sig til lugten. Når man går tur med hund tre gange om dagen, som jeg gør, så er man ikke i tvivl,« siger Helene Skovmose Bay, der også selv tror, lugten kommer fra Novozymes:

»Jeg ved det jo ikke, men det lugter af gæring og kemi. Sådan surt rugbrød eller gammelt øl. Nogle gange har det også lugtet af syntetisk jordbær og rådden fisk. Så det vil give mening, at det var dem.«

En anden beboer i fuglekvarteret, Malene Skøtt Wincentz, har også bemærket lugten. Særligt efter hun gik på barsel og mere hjemme og gik mange barnevognsture i området.

»Det er ikke så lækkert og ikke så rart at bo i. Vi havde helt klart hellere været fri. I april var det så slemt, at man ikke havde lyst til at sidde på terrassen, og jeg kunne høre flere haveejere sige: 'Puha, hvad er det, der lugter',« siger hun til B.T.

Alle tre beboere bemærkede, at lugten var ekstra skrap i sidste uge, og ifølge Miljøstyrelsen blev der også sendt tre klager over Novozymes 19. april.

Præcis hvad lugten denne dag skyldtes, kan Miljøstyrelsen endnu ikke oplyse. De afventer Novozymes tilbagemelding, om det var lugten fra afhentning af biomasseslam.

Til B.T. fortæller Novozymes dog, at de ikke mener, lugten kommer fra dem. De vil ikke stille op til interview, men i et skriftligt svar oplyser fabriksdirektøren Lars Johansen:

»Idet der kan være lugtgener fra enzymproduktion, har vi et luftrensningsanlæg som vigtig del af vores produktion på Fuglebakken. Som flere beboere i vores nærområde oplevede vi også lugtgener over et par dage i sidste uge, og vi har undersøgt sagen grundigt og mener ikke, lugtgenerne kom fra vores site (fabrik, red.). Vi tager alle henvendelser alvorligt og sætter stor pris på dialogen med vores naboer.«

Selvom lugten kan være generende, er der dog ingen af de tre beboere i nærområdet, der er så generet, at de har tænkt sig at flytte væk fra kvarteret, men de er trætte af den og ville alle ønske, at den ikke var der.

Særligt Bo Evers har stærke følelser omkring det, som han beskriver som – hvis ikke skadeligt – så i hvert fald lugtforurening.

»Jeg håber da i sidste ende, at der bliver gjort noget ved det. Det er jo en form for forurening, måske en lovlig en, men det er stadig ærgerligt. Selvfølgelig skal de lave deres produktion, men måske ikke så tæt på et befolket byområde,« siger 45-årige Bo Evers.