Hvide ris bliver til brune. Vasketøjet bliver beskidt, og tit er det umuligt både at tage et bad og drikke vandet.

Beboerne på Læsø er lige nu godt trætte af, at vandet i deres haner ofte er brunt, skriver DR

»Der er nærmest kommet brun sovs ud af vandhanerne. Rigtig, rigtig ulækkert vand.«

Det siger Ole Lind, der i mange år har boet på øen, til tv-stationen.

Læsø Forsyning oplyser til DR, at det brune vand er et tilbagevendende problem, der skyldes okker i rørene, der bliver hvirvlet op i perioder, hvor der er et stort forbrug.

For eksempel i ferierne. 

Forsyningsselskabet oplyser, at vandet ikke er sundhedsfarligt. 

Direktør Hanne Krogh medgiver dog, at det er et problem. 

»Vandet er ufarligt at drikke, men der er jo ingen af os, der har lyst til at drikke brunt vand, som ligner kaffe,« siger hun til mediet.

Forsyningsselskabet er i gang med at finde en løsning på problemet.