2,5 millioner dør hvert år på verdensplan af luftforurening.
Det er derfor gift direkte i lungerne for de mange beboere, som bor tæt på Bispeengbuen i København, skriver TV 2 Kosmopol.
Normalt er det kun H.C. Andersens Boulevard, Jagtvej og Tagensvej, man måler på, men man har for første gang målt luftforureningen på motortrafikvejen og det har givet anledninger til rynker i panden.
Rynkerne kom af, at man ikke kun kunne måle forurenende stoffer i luften på vejen, men også i de omkringliggende hjem.
Det stod klart, at den gennemsnitlige mængde af kvælstofdioxid ude ved vejen viste sig at overskride WHO's grænseværdier, og det højeste niveau af kvælstofdioxid var desuden seks gange højere end grænseværdien.
»Det, vi måler ved Bispeengbuen, er på samme niveau som den mest forurenede strækning i Danmark – altså H.C. Andersens Boulevard i København,« siger professor Matthew S. Johnson i en pressemeddelelse:
»Forskellen er, at vi her er oppe i anden sals højde, så forureningen bliver spredt endnu mere ud i lokalområdet og med al sandsynlighed ind i folks hjem.«
Og hvis man spørger dem der rent faktisk bliver påvirket af forureningen, så er det ikke en rar tanke.
»Det er ubehageligt at tænke på. Det er selvfølgelig ikke nogen overraskelse, at der er forurening ved en stor vej, men at det overstiger grænseværdierne, er ikke særlig rart,« fortæller Peter Jeppesen, bestyrelsesformand for ejerforeningen Bispeengen E/F, der ligger få meter fra Bispeengbuen til TV 2 Kosmopol.
Det er ikke første gang, at der opleves problemer med Bispeengbuen.
I det sene forår var det larmen, som mange følte sig påvirket af.
Det var især støjende sociale arrangementer under broen, som fik omkringliggende naboer til at reagere.