Det 10 måneder gamle barn, som er blevet smittet med mæslinger, er fra Faxe.

Det bekræfter formanden for forældrebestyrelsen i Karise Børnehus, Anne Andreassen, over for B.T.

Forældrene til de 25 vuggestuebørn og 75 børnehavebørn i den integrerede institution blev oplyst om smitten den 5. marts via Forældreintra.

Statens Serum Institut meddelte torsdag, at man har genotypet mæslingevirus fra det ti måneder gamle barn.

Testen viser, at barnet er smittet med præcis samme virus som de øvrige fem tilfælde i det aktuelle mæslingeudbrud i Danmark.

Anne Andreassen, der har en datter i børnehaven og er på barsel med sin fire måneder gamle søn, tager situationen roligt.

»Jeg er ikke rigtig bekymret, men min søn er jo også med i børnehaven for at hente en gang imellem,« siger hun til B.T.

Heller ikke datteren giver anledning til videre bekymring.

»Jeg kan mærke, at når der kommer noget, som har med sygdomme fra vacciantionsprogrammet at gøre, så har jeg en ro inde i mig, fordi jeg ved, min datter er beskyttet,« siger hun.

Styrelsen for Patientsikkerhed har informeret forældrene om smitterisiko og om muligheder for behandling.

Over for Sjællandske afviser styrelsen at be- eller afkræfte, hvor barnet er fra.

»Vi har en forpligtelse til at være lidt specifikke som muligt, når vi sender den slags meddelelser ud,« lyder det fra styrelsen.