Haps! Den sprøde lyd af en bid af en nylavet fransk hotdog.
Men det skulle vise sig at være knap så god en oplevelse, da et barn, som sammen med sin bedstemor tidligere på måneden var på besøg i restauranten i toppen af Aalborgtårnet, satte tænderne i herligheden og fandt et glasskår.
Der skete heldigvis ingen skade på barnet, men siden har Helle Abildgaard, forpagter gennem 10 år på stedet, ændret procedure med hensyn til rengøring, ligesom drikkevarer her i højsæsonen nu kun bliver serveret i plastikkrus med sugerør.
Helle Abildgaard er overbevist om, at glasskåret var inde i pølsen, og at det derfor ikke kommer fra køkkenet eller restauranten. Alligevel føler hun lidt, det er hendes skyld, fortæller hun.
»Jeg blev meget ked af det, da de kom og sagde det. Og jeg er stadig berørt af det, for den slags går jo én på. Det er jo mig, der har restauranten, så man bliver berørt af sådan noget. Det med glasskåret inde i pølsen kan jeg ikke gøre for, for det må have været inde i pølsen fra leverandøren, men vi vil i hvert fald gøre alt, hvad vi kan, for at forhindre, at sådan noget skulle ske igen,« siger hun til B.T.
»Pølserne kom fra en leverandør, som jeg normalt ikke bruger, men de andre havde udsolgt, og derfor fik jeg dem her et andet sted fra,« siger Helle Abildgaard, som nu er gået tilbage til at få pølser fra sin normale leverandør.
»Men uanset hvad, så må den slags selvfølgelig ikke ske,« siger hun.
Helle Abildgaard skrev hændelsen ind i restaurantens kalender, men hun anmeldte det ikke til Fødevarestyrelsen. Det fortryder hun.
»I bakspejlet er det selvfølgelig dumt, at jeg ikke anmeldte det. Der sker så meget i restauranten, og så fik jeg det bare ikke gjort. Jeg håber selvfølgelig ikke, at der nogensinde sker sådan noget her igen,« siger hun.
Mandag i denne uge kom en af Fødevarestyrelsens folk på kontrolbesøg i restauranten, efter en forbruger havde henvendt sig til myndighederne om episoden med glasskåret.
Ved kontrollen fortalte en af stedets ansatte, at der er blevet smadret et glas i køkkenet for et par uger siden. Men at det altså er efter, at glasskåret blev fundet i den franske hotdog.
Ved kontrollen lå der på en af hylderne et lillebitte stykke glas, fremgår det af rapporten.
Ifølge Helle Abildgaard kan der dog ikke være nogen sammenhæng mellem dette og så episoden tidligere på måneden.
Fødevarestyrelsen har nu lavet en knap så smilende mundvig i sin rapport fra restauranten.
Og er samtidig i gang med at spore tilbage til partiet af pølser, som blev serveret i begyndelsen af måneden indeholdende et glasskår.