For restaurationsbranchen er virkeligheden den samme som før. Den indebærer lukning klokken 22 og et krav om mundbind, når du går og står. Men nu gælder mundbindskravet alle offentlige steder, og det gør det meget nemmere for barerne.

Det mener Peter Zartow, der midt i september har skullet lukke sin aarhusianske bar Vesterlauget ned senest klokken 22.

Statsministeren meldte fredag aften ud på et pressemøde, at restriktionerne pålagt restaurationsbranchen nu gælder alle de steder, hvor offentligheden har adgang.

Samtidigt blev det bestemt, at man ikke længere må sælge alkohol efter klokken 22. De nye restriktioner gælder til og med 2. Januar.

»Mundbindskravet giver mening for os nu, når det rammer bredere. Vi var meget uforstående i branchen over, at vi som de eneste skulle lukke klokken 22 og bære mundbind, når man gik rundt i baren,« siger Peter Zartow til B.T.

Han er glad for, at hans personale nu ikke skal være ene om at være coronabetjente, når gæsterne ikke overholder restriktionerne.

Han er stadig uforstående over for, at de skal lukke ned klokken 22. Ifølge ham ville klokken 24 være mere passende, fordi de kan kontrollere, at restriktionerne bliver overholdt. Men tiltag, der rammer bredere, giver bedre mening.

»Efter i dag er det stadig en mærkelig tid, hvor vi ikke kan sige, hvordan det kommer til at gå med besøg og penge i kassen, men hverdagen bliver nemmere nu, hvor alle skal have det mundbind på,« siger han

Nu er det ikke kun restaurationsbranchen, der er pålagt restriktioner om tidlige lukketider og krav om mundbind.
Nu er det ikke kun restaurationsbranchen, der er pålagt restriktioner om tidlige lukketider og krav om mundbind. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Rune Bach, ejer af pubben Tobaksfabrikken i Holstrebro, er enig med Peter Zartow i, at det er rart ikke længere at være syndebukke for, at smitten specielt skulle spredes i deres branche.

Samtidigt er Rune Bach begejstret for, at der nu denne gang er en lang forlængelse af restriktionerne, der gør planlægningen for fremtiden langt mere overskuelig.

»Det der med, at komme med et krav, hvor det varer 14 dage hver gang, er ikke holdbart. Så er det kunderne bliver væk og tænker, at de venter med at tage ud, til det bliver normalt igen,« siger han til B.T.

Nu mener han, at gæsterne vil tage deres forholdsregler, men stadigvæk vil besøge og støtte de lokale barer og restauranter i det omfang, som det er muligt.

Han savner dog evidens for, at det er efter klokken 22 at coronaen skulle smitte mest. Han kalder det for den nemme løsning og en firkantet beslutning.

»Jeg kan godt forstå, at det er svært at overholde restriktioner, når tequilaen rammer, men jeg synes ikke, at vi har noget bevis for, at smitten kommer fra nattelivet. Vi har i hvert fald styr på forholdene hos os,« slutter han.