I modsætningen til de fleste andre barer skal man på Haabet Bodega Bar på Amager ikke reservere bord 30 minutter før ankomst.

Et sådant krav gør nemlig ikke noget godt for servicen, hvis du spørger Dan Gorell, der købte baren i juli.

»Det er dårlig kundepleje. Det er ikke særlig morsomt. Hvorfor skulle vi vente 30 minutter?« lyder det fra ham.

I stedet booker han selv alle borde på baren i enten sit eget, konens eller bartendernes navn. Og vil man have plads på baren, så skal man bare dukke op og sige, at man er med Dan Gorell.

Hvis du spørger Dan Gorell om, hvorfor han kom på den idé, er svaret ganske kort: »Jeg fandt på det i irritation.«

Irritation over politikernes 30-minutters-regel, som han ingen mening ser med. Dan Gorell har nemlig en lang række kritikpunkter over reglen.

Ud over, at det vil være dårlig kundepleje, så vil 30-minutters-reglen nemlig også kunne betyde, at Dan Gorell står i en situation, hvor et selskab har booket et bord, men så ikke dukker op.

»Vi er spontane mennesker i Danmark. Lad os nu sige, at fem til seks mand bookede bord flere steder for at sikre sig at få plads, men så kommer de ikke alle stederne. Så står restauratøren med en bunke tomme borde. Der er jo ingen krav om, at man skal dukke op, og vi kan heller ikke forlange, at de skal betale noget forud.«

I weekenden har der været godt gang i Haabet Bodega Bar. Foto: Privat
I weekenden har der været godt gang i Haabet Bodega Bar. Foto: Privat
Vis mere

Dernæst mener han, at reglen er ødelæggende for erhvervsdrivende og irriterende overfor kunderne, og det afspejler, at politikerne ikke har nogen erhvervserfaring. For der er ingen, som gider at sidde og vente en halv time udenfor i det kolde vejr.

»Det er ikke sund fornuft. Nogle må fortælle politikerne, hvordan virkeligheden er. Bare giv mig en forklaring på, hvorfor vi har den regel?« lyder det fra Dan Gorell.

Det er ikke, fordi man på Haabet Bodega Bar er fuldstændig ligeglad med corona. Tværtimod. Men reglerne skal bare give mening. Så derfor har Dan Gorell tilføjet nogle andre coronarestriktioner, som gælder for baren.

Når man kommer ind, skal man selvfølgelig vise sit coronapas, men man skal også skrive sit navn og telefonnummer i gæstebogen.

Ifølge Dan Gorell er kunder super glade for hans tiltag. Foto: Privat.
Ifølge Dan Gorell er kunder super glade for hans tiltag. Foto: Privat.
Vis mere

»Det går vi meget op i. Så hvis der skulle ske noget, så har vi en god smitteopsporing. Vi har ikke lyst til, at nogen skal komme til skade. Og vi har jo set deres coronapas.«

Dan Gorells udførelse af 30-minutters-reglen var måske ikke helt sådan, som politikerne havde set det for sig. Og nogen vil måske kalde det at omgås reglerne, men det gider Dan Gorell ikke høre på.

Han mener selv, han følger coronarestriktionerne til punkt og prikke.

»Jeg vil lige gøre det klart. Vi kommer ikke uden om reglerne. Vi gør nøjagtigt, som de (politikerne, red.) selv fucking har skrevet,« siger Dan Gorell.

Ifølge Dan Gorell har hans idé skabt stor glæde blandt de mange trofaste gæster på Haabet Bodega Bar.

»Nu er der godt gang i biksen. Gæsterne synes, det er herligt. De får lov til at beholde deres liv og spontanitet,« siger Dan Gorell.