Lyt til artiklen

Ost har det med at dele vandene.

Det kunne færgerederiet Color Line for nyligt erfare.

Under et kontrolbesøg på rederiets lager i Hirtshals i Nordjylland fandt Fødevarestyrelsen 38 kasser med økologiske brieoste.

Mange af ostene var blevet solgt på Color Lines cruisefærger, der sejler mellem Hirtshals og de norske byer Larvik og Kristiansand.

Ostene fejlede ikke noget. Men Fødevarestyrelsen var alligevel ikke tilfreds.

Colorline kunne nemlig ikke fremvise et certifikat og en økologirapport på, at der var tale om økologiske oste.

Godt nok stod der på indpakningen, at det var Castello Økologisk Brie Ost og President Økologisk Brie.

Men regler er regler, og Fødevarestyrelsen lod derfor heller ikke Color Line slippe med en påtale.

Tværtimod blev rederiet politianmeldt og kan dermed se frem til en større bøde.

Det er til stor frustration for Color Lines administrerende direktør, Henrik Renneberg.

»Der er tale om en fejl i vores dokumentation, men ikke i håndtering af fødevaren. Vi kender dokumentationskravet for økologiske varer, men i dette tilfælde var det ikke i orden fra vores side. Derfor tager vi kritikken omkring vores dokumentation fra Fødevarestyrelsen til efterretning og retter fejlen op,« siger rederi-direktøren i en kommentar til B.T.

Henrik Renneberg understreger, at der ikke var noget galt med kvaliteten af de mange brieoste, og Fødevarestyrelsen har derfor heller ikke krævet, at ostene skal destrueres.

Dog venter der Colorline et gebyrbelagt, opfølgende kontrolbesøg i den nærmeste fremtid.