Bali har fået nok af instagrammere, der ignorerer coronarestriktioner og dermed truer øens chancer for at kunne komme sig økonomisk efter coronakrisen.

Ifølge avisen The Guardian siger Bali nu fra efter en række episoder med udenlandske influencere, som har opført sig grænseoverskridende.

Det gælder blandt andet en russisk instagrammer, der har kørt en motorcykel ud over en badebro og ned i havet, youtubere, som narrer ansatte i et supermarked med påmalede mundbind, og et par, som angiveligt har optaget en pornofilm på et helligt bjerg.

Mange lande har afvist udenlandske rejsende under coronaepidemien, men det gælder ikke Indonesien, hvor Bali ligger, og politiet siger nu, at de oplever, at de tilrejsende ikke har respekt for coronarestriktionerne.

»De tilrejsende er en indtægt for os, men deres handlinger risikerer at udsætte de lokale, der arbejder med at betjene dem, for fare. Kan de ikke udvise en smule empati?« siger den balinesiske politiker Niluh Djelantik til The Guardian.

Han frygter, at influencernes opførsel kan få konsekvenser for Balis muligheder for at genrejse sin turistindustri, fordi han mener, de efterlader et indtryk af, at Bali ikke er et sikkert sted at opholde sig.

Det er dog ikke kun influencerne, som er dårlige til at respektere coronarestriktionerne på Bali.

Turister har generelt svært ved at efterleve anbefalingerne, fortæller politichef på Bali Robby Septiadi.

Siden årsskiftet har 346 turister overtrådt sundhedsmyndighedernes anbefalinger, og 60 personer er blevet deporteret fra øen for overtrædelser.