Kog stadig vandet.

Sådan lyder opfordringen mandag morgen stadig til de danskere, der bor i de områder, hvor der i sidste uge blev fundet coliforme bakterier i drikkevandet.

Det er konstateret to steder i Danmark, i Nordjylland og på Fyn.

Aalborg Kommune oplyser mandag morgen til B.T., at borgere tilknyttet følgende vandværker stadig er omfattet af anbefalingerne:

  • Grindsted Vandværk i Espelunden,
  • Gl. Sulsted Vandværk,
  • Sulsted Stationsby Vandværk (herunder Ajstrup),
  • Vestbjerg Vandværk (ikke alle adresser).

»Begrundelsen er, at de analyser, der er kommet ind hen over weekenden, viser, at der er coliforme bakterier i ledningsnettet,« lyder det i en mail.

Aalborg Kommune har tidligere meldt ud, at det sandsynligvis skyldes »en utæthed i rentvandstanken« i det område nord for Aalborg, der har været ramt siden onsdag.

Her er Uggerhalne Vandværk i øvrigt ikke længere omfattet af kogeanbefalingerne.

Også på Nordfyn skal de borgere omkring Krogsbølle, der har skullet koge vand siden torsdag, stadig gøre det.

Det oplyser formanden for Nordfyn Vandværk, Søren Vindfeld Nielsen, mandag morgen til B.T.

Her vides det endnu ikke, hvad årsagen til de forhøjede tal for coliforme bakterier er. En undersøgelse af vandtankene er dog blevet sat i gang netop her til morgen.

»Så bliver vi forhåbentlig klogere,« siger Søren Vindfeld Nielsen.

Det er Styrelsen for Patientsikkerhed, der skal give endegyldig tilladelse til, at borgerne i de ramte områder igen kan stoppe med at koge deres drikkevand.