Forlystelseshaven Bakken nord for København har fredag åbnet for gæster, efter at have holdt lukket siden den 9. december, hvor der ellers blev holdt juleåbent.

Og førstedagen for et genåbnet Bakken i 2021 er ifølge direktør Ole Andersen gået godt og gnidningsfrit.

- Det virker som om, at folk virkelig morer sig og har trængt til at komme ud og opleve noget andet og noget sjovt. Vi kan se, at de tager godt imod det, siger han.

Bakken åbner normalt til årets første dag med et stort motorcykeltræf, der trækker mange til haven. Det er aflyst i år, men ifølge Ole Andersen ligner Bakken sig selv på en åbningsdag.

- Dem, som har været her i mange år siger, at det ligner de dage og åbningsdage, der har været andre år, siger han.

Forlystelsesparken ligger midt i Dyrehaven. Normalt er der derfra direkte adgang til Bakken, hvor man kun skal lægge penge, hvis man vil have noget til ganen eller en tur i forlystelserne.

På grund af corona har Bakken været nødsaget til at afspærre parken med et coronapas-tjek. Og selv om det inden åbning vakte bekymring, er det ifølge direktøren gået godt med den nye foranstaltning.

- Vi var meget spændte på, hvor lang tid det ville tage at få folk ind, men det virker til, at det er gået godt, og at folk også har god forståelse for, hvad det er, de skal vise os, siger Ole Andersen.

- Det virker til, at vi har fint styr på logistikken i forhold til at få folk hurtigt igennem i hele indgangssituationen, så det er positivt, siger han.

Alle udendørs forlystelser i haven er åbne, ligesom man kan få sig en is eller anden omgang takeaway. Det er dog endnu ikke muligt at komme på restaurant, i spillehal eller en tur i revyteltet.

/ritzau/