Uge efter uge finder de dem i gården bag deres bageri.

»Der er i hvert fald tre-fire poser i hver weekend, men det kan også ske på andre dage i løbet af ugen,« siger Benedikte Møller.

Det er de såkaldte pølsemandsposer – små poser med lukning – ofte med tydelige rester af det, som utvivlsomt ligner kokain, som hun og manden Allan må samle op igen og igen.

Hvilket sker tidligt om morgenen, når parret møder ind for at åbne dørene til Bager Møller i den vestjyske by Skjern.

Her i baggården støder de også fra tid til anden på unge mennesker, der er i færd med at sniffe indholdet i poserne.

»Der er skærmet af, der er læ, og der kan man stå i fred og ro,« siger Benedikte Møller, der sammen med sin mand overtog bageriet i juni 2022.

»Og det har stået på, siden vi åbnede, men jeg synes, at det er blevet værre. Det er blevet meget slemt.« 

Faktisk er det blevet så udbredt, at hun i weekenden skrev et 'opråb' på Facebook med et noget anderledes indhold end de sædvanlige tilbud på brød og kager.

Benedikte og Allan Møller foran deres bageri i Skjern.
Benedikte og Allan Møller foran deres bageri i Skjern. Foto: Privatfoto
Vis mere

Teksten var stilet til 'alle jer, der har valgt at tage stoffer, når I går i byen og ødelægger jeres liv'.

Her lød det:

'Vil I ikke nok smide jeres affald i skraldespanden i stedet for at smide det i cykelskuret i Bager Møllers baggård. Vi er temmelig trætte af at rydde op efter jer.'

Benedikte Møller fortæller, at hun søndag ikke gad se på det mere.

Benedikte Møller lagde også billedet af denne fundne pose på Facebook.
Benedikte Møller lagde også billedet af denne fundne pose på Facebook. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Det var mig, der fik den idé, fordi jeg mente, at nu måtte det simpelthen være nok. På et tidspunkt får man bare nok,« siger hun:

»Men det var også for at få sat fokus på, at der er et problem. Det er jo unge mennesker helt ned på 17-18 år, som vi ser.«

Bagerparret har ikke anmeldt fundene til politiet, men hun efterlyser øget patruljering i området.

B.T. har spurgt Midt- og Vestjyllands Politi om sagen.

Herfra lyder det i et skriftligt svar fra Bjarne Askholm, politikommissær og leder af Ringkøbing Politi:

»Vi er i politiet bekendte med, at der forskellige steder i byerne kan findes efterladte poser af den slags, som du spørger til. Vi er ikke konkret opmærksomme på netop den omtalte baggård,« lyder det fra ham:

»Vi har ikke modtaget henvendelser eller anmeldelser om fund netop dér. Men det er klart, at når vi bliver gjort opmærksom på det, så er det noget, vi tager alvorligt og kigger nærmere på.«