Hvis du vil besøge Danmarks bedste bageri, så skal du et smut til Østjylland.

Hvert fald hvis man skal tro resultatet af kåringen af Danmarks bedste bageri, som netop er blevet offentliggjort.

Ifølge hjemmesiden OpdagDanmark, som står bag kåringen, har 32.500 danskere de seneste to uger været inde og nominere og stemme på det bageri i Danmark, som de mener, fortjente at vinde den fornemme titel.

Tirsdag lå resultatet af afstemningen så klar, og Bagergården Hinnerup endte med 2.861 stemmer øverst på podiet.

På andenpladsen ligger Vissenbjerg Bageri, som har fået 2.381 stemmer og på tredjepladsen Ganløse Bageri i Stenløse, som har fået 2.234 stemmer.

I alt har 34 bagerier fået over 250 stemmer i afstemning, og indgår dermed på den endelige liste over Danmarks bedste bagerier i 2020.

Det er første gang i år, at OpdagDanmark kårer Danmarks bedste i lige præcis den kategori.

Tidligere har de dog blandt andet kåret Danmarks bedste ishus, danmarks bedste burger og Danmarks bedste pizza.