Én indskærpelse. To sure smileys. 10.000 kroner i bøde. Det er, hvad KonditorBager i Slagelse har modtaget over de sidste par gange, Fødevarestyrelsen har været forbi.

Nu er dørene lukket, Facebook-siden erlukket ned, og ejerne er ikke til at få fat på.

Det skriver Sjællandske Nyheder, som samtidig meddeler, at virksomheden nu er gået konkurs.

Det undrer flere kunder, og Leif Breum, der er konsulent for KonditorBager-kædens forretninger, kan heller ikke svare på, hvad der er sket.

»Kunder har ringet og undret sig, men jeg er lige så stort et spørgsmålstegn, som både de og du er.«

Sjællandske Nyheder er kommet i besiddelse af en sms til de ansatte fra ejerne Tina og Niels Høy.

Her skriver de onsdag eftermiddag, at bageriet ville holde lukket fra torsdag, og at medarbejderne ikke vil modtage løn, da bageriet er gået konkurs.

Niels Høy forlod bageriet onsdag klokken 13 uden at sige et ord til personalet.

Og sidenhen er parret som sunket i jorden.

Sjællandske har forsøgt at besøge bageriet, ringe til parret og møde op på deres adresse. Men alt sammen uden held.

Det er anden gang indenfor kort tid, at KonditorBager i Slagelse har fået en sur smiley, ligesom de har modtaget en bøde på 10.000 kroner.

Før det blev det til en indskærpelse fra Fødevarestyrelsen, som under et besøg fandt urene omgivelser og åbne pakker af mel opbevaret på et lager med 'skimmellignende vækst'.