'Jeg håber inderligt, at du vil læse dette indlæg og bagefter sidde tilbage med en større forståelse af mig og min tid de sidste 4 måneder'.

'Den Store Bagedyst'-stjerne Ditte Julie Jensen har tidligere ønsket at holde sin skilsmisse fra eksmanden, Marc Topgaard, privat. Indtil nu.

I et længere indlæg på TV-stjernens blog åbner hun nu op om tiden efter skilsmissen. En hård tid, som hun skjult for sine følgere på de sociale medier:

'Jeg ved, at jeg har tegnet et billede af mig selv på sociale medier, som har forvirret mange. For: “hvordan kan hun være så glad i en skilsmisse?”. Det kan jeg så fortælle nu, at det har jeg heller ikke været', skriver hun på sin blog.

Hun fortæller, at hun altid har stræbet efter at vise den berømte bagside af medaljen og undgå at skabe et glansbillede af sit liv, men fortæller, at skilsmissen for hende er noget af det mest private.

Samtidig har hendes karriere taget fart, og hun skriver på sin blog, at succesen er ambivalent for hende, fordi hun aldrig har været lykkeligere på arbejdsfronten - men samtidig føler sig revet 'midt over' af skilsmissen.

'Jeg ved ikke, om I kan forestille jer at være i en boble af glæde pga. de gode ting, der sker på arbejdsfronten, men samtidig på privatfronten have følelsen af sorg, afmagt, frustrationer, ulykke, panik og angst. Men sådan en boble har jeg været i og er stadig i lige pt.' skriver hun i det ærlige blogindlæg.

Hun fortæller samtidig, at det store virvar af følelser har ført til, at hun har forsøgt at feste sig fra følelserne:

'Men filmen er knækket, og jeg ramte muren forleden og fandt mig selv stortudende i min seng. Aner ikke hvor længe jeg har ligget der og grædt, men jeg mærkede efter og fandt ud af, at jeg ikke har været mig selv de sidste mange måneder', skriver hun.

Ditte Julie Jensen har kaldt blogindlægget 'Filmen skulle knække på et tidspunkt', og interessen for at høre, hvordan bagetalentet har haft det efter skilsmissen har været enorm.

I flere timer efter, at hun lagde indlægget op på sin blog lørdag eftermiddag, har hendes blog været umulig at tilgå på grund af den store trafik på siden.

Det var i påsken, at den triste nyhed om skilsmissen blev offentliggjort.

Dengang skrev Ditte Julie Jensen ud på sin Instagram, at det ikke havde været en nem beslutning at tage, at parret skulle gå fra hinanden.

Marc Topgaard og Ditte Julie Jensen blev gift i september 2017, og sammen har de to børn, Karla på seks, og Albert på tre.

Bagedyst-stjernen skriver afsluttende, at hun nu skal til at finde sig selv i sin nye hverdag som alenemor:

'Jeg er klar på at lytte på de mennesker, som elsker mig højt og kender både mig og min forretning bedre, end jeg nogle gange selv gør. Jeg ved, at jeg er på rette vej, og jeg føler endelig, jeg kan være mig selv, trække vejret og være åben for fremtiden'.