Man skal passe på med, hvad man trykker på, når man parkerer sin bil og skal købe p-tilladelse. Hvis man trykker et tal eller bogstav forkert, kan man ende i retten, og det kan trække i langdrag.
Et FDM-medlem har nemlig lige vundet en sag i Landsretten, men nu vil Københavns Kommune have den videre til Højesteretten.
Situationen er den, at en person tastede et nummer for meget, da han skulle skrive sin nummerplade i p-betalingssystemet.
Det betød, at han fik en bøde, selvom han allerede havde betalt for sin parkering.
Nu har Vestre Landsret besluttet, at det var ulovligt, at Københavns Kommune valgte at fastholde p-afgiften.
Dermed siger de, at man ikke kan give en bøde for en tastefejl.
Det er heller ikke første gang, at sådan en situation opstår. Tidligere på året fortalte B.T om et andet FDM-medlem, der havde tastet et nummer for lidt fra sin nummerplade.
Også han vandt sin sag ved Østre Landsret.
'Vi er meget tilfredse med begge landsretskendelser, og at landsretterne er enige om, hvordan man skal se på den slags sager. Vi håber, at kendelserne står ved magt, eller at Højesteret når frem til det samme som de to landsretter,' siger afdelingschef i FDM, Lennart Fogh ifølge deres hjemmeside.
Nu har Københavns Kommune ansøgt Procesbevillingsnævnet om at indbringe begge sager til Højesteret.
»Det tager vi naturligvis til efterretning. Vi har henvendt os til Københavns Kommune og spurgt, hvordan den vil administrere lignende sager, indtil kærespørgsmålet er afklaret. Både i forhold til de p-afgifter, der allerede er givet for tastefejl, og dem, der eventuelt vil blive givet,« siger Lennart Fogh.
Det er uklart, hvornår Procesbevillingsnævnet beslutter, om sagen kan tages videre til Højesteret.