Bæverfamilier spreder sig - nu skal bestanden kortlægges
Sportsfiskere vil have kortlagt udbredelsen af bævere ved hjælp af danskernes observationer.

Sportsfiskere vil have kortlagt udbredelsen af bævere ved hjælp af danskernes observationer.

De er både elsket og hadet, og nu skal deres levesteder i den danske natur kortlægges.
Vi taler om bæverne, der i 1999 gjorde comeback, efter at arten uddøde herhjemme for mere end 2500 år siden.
18 bævere blev dengang indfanget i Tyskland og udsat i Klosterheden i Vestjylland. I 2009 og 2010 blev yderligere 14 dyr udsat ved Arresø i Nordsjælland.
I 2020 anslog forskere, at bestanden i Vestjylland var steget til mellem 270 og 315 individer.
Men nu vil Danmarks Sportsfiskerforbund have kortlagt, hvor udbredt den pelsede gnaver egentlig er blevet.
- Det handler om at give forskerne det bedst mulige grundlag for at overvåge bestanden, siger biolog i forbundet Kaare Manniche Ebert.
Det er ikke kun sportsfiskere, men alle, der færdes i naturen, som ifølge Kaare Manniche Ebert kan bidrage til kortlægningen.
Registreringen af bæver eller tegn på bæveraktivitet sker via hjemmesiden Arter.dk eller appen af samme navn.
Indberetningerne vil indgå i forskernes overvågning af bæver, der sker hvert sjette år. Den næste overvågning foregår hen over den kommende vinter.
Jens Erik Lindgaard Hansen er koordinator for overvågningen af naturtyper og arter hos Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø Midtjylland.
Han ser borgernes indberetninger som et godt udgangspunkt for overvågningen.
- Vi har ikke tid til at rende rundt i alle vandløb. Det er derfor en stor hjælp, at vi får meldinger ind om tegn på bæver via Arter.dk.
- På den måde får vi et praj om, hvor det kan betale sig at kigge efter bæveren, siger han i et skriftligt svar.
Bæverne er ikke velsete alle steder. De gnaver i træer og bygger dæmninger, der resulterer i oversvømmelser.
Dæmninger kan også udgøre spærringer for fiskenes passage gennem åer og vandløb.
- I nogle af vores vandløb med laks, snæbel og gode bestande af havørred kan bæveren skabe problemer.
- Men vi anerkender, at bæveren er et ekstremt vigtigt dyr i forhold til at få skabt flere vådområder, der er vigtige for at tilbageholde kvælstof og skabe liv for en lang række plante- og dyrearter, siger Kaare Manniche Ebert.
Der er inden for de eksisterende regler mulighed for at fjerne bæverdæmninger helt eller delvist eller i særlige tilfælde flytte bævere, når andre tiltag ikke har virket.
RITZAU