Der er sommervarme på menuen i Aarhus, men nogle steder på Aarhus Ø frarådes det at hoppe i vandet for at køle sig.

Et område på 200 gange 15 meter er søndag formiddag dækket af oliespild ved Helga Pedersens Gade. Hvis olien driver ind i badeområderne, frarådes badning.

Det skriver Østjyllands Politi på tjenesten Politi Update.

- Det er ikke muligt at samle op, hvorfor det skal fordampe naturligt. På grund af vinden kan det drive ind i kanaler og området ved havbanen og badebroerne på Aarhus Ø.

- Det frarådes at bade i vandet ved og omkring oliefilmen. Hvis man kan se et glitrende lag på vandet, frarådes badning i det område, skriver politikredsen.

Oliefilm er et lag af olie, der flyder på vandoverfladen efter et udslip eller spild af olie.

Ligesom i store dele af landet er der varslet hedebølge i Aarhus indtil søndag aften.

I Aarhus venter der søndag temperaturer på op til 26 grader og fuldt solskin fra oven. Det fremgår af Danmarks Meteorologiske Instituts (DMI) hjemmeside.

I hovedstaden melder forsyningsselskabet Hofor, at man skal være varsom med at bade i havne eller ved bynære strande.

Det skyldes, at der natten til søndag er faldet store mængder regn, hvilket giver øget risiko for forurenet badevand. Regnmængderne kan give oversvømmede veje og få kloakdæksler til at løsne sig.

Derfor bør man orientere sig på hjemmesiden badevand.dk, hvor man kan tjekke badevandskvaliteten på en lang række danske strande, skriver Hofor i en pressemeddelelse.

Søndag klokken 12.30 er hjemmesiden dog nede, skriver TV 2 Kosmopol.

- Noget gik galt. Prøv venligst igen senere, står der på badevand.dk.

/ritzau/