Ringsted Kommune har med øjeblikkelig virkning indført badeforbud i badesøen Hvidsø. Den er fyldt med colibakterier.

Niveauet er næsten 100 gange højere end det, man anbefaler for badevand, og ti gange højere end grænsen for, hvornår et badeforbud nedlægges, skriver TV2 Øst.

»Det er meget overraskende, også fordi søen normalt har meget lave tal for både bakterier og alger. Der er tale om en pludselig og meget stor stigning i mængden af bakterier i søen,« siger Michelle Kappel, hydrogeolog i Ringsted Kommune, til mediet.

Hvidsø er en populær badesø, der ligger tæt på byen Jyderup og cirka 12 kilometer fra Ringsted.

Kommunen har bedt om flere hasteprøver, så de kan få svar på, hvorvidt der er tale om en uheldig prøve, eller om søen rent faktisk er blevet forurenet.

Man har aldrig set en så stor stigning i bakterier i søen før, derfor har man en lille mistanke om, at det kan skyldes en badegæst, der ved et uheld - eller med vilje - har haft afføring i søen. Eller måske blot en fugl.

Colibakterier giver i de fleste tilfælde diarre, men kan også have alvorlige helbredsmæssige konsekvenser.

Forbudet opretholdes til vandet igen er rent.