'Badesø i Silkeborg. Der er nok 1000 mennesker på 500 kvadrameter, og de står lige oven i hinanden.'

Sådan fremgik det af en mail, som B.T. torsdag eftermiddag modtog fra en læser, der var kørt forbi Østre Søbad i Silkeborg.

Og noget tyder på, at Midt- og Vestjyllands Politi også har været forbi og gjort samme opdagelse.

I hvert fald kunne politikredsen torsdag i en pressemeddelese oplyse, at den jyske badesø bliver gjort til 'et hotspot' fra fredag af.

Det betyder med andre ord, at politiet vil holde ekstra meget øje med stedet, og at de uden videre kan oprette et forsamlingsforbud, hvis de vurderer, at der er for mange til stede.

'Det gode vejr har den seneste uges tid trukket mange mennesker til strandene i Silkeborg, og særligt ved Østre Søbad har mange mennesker været forsamlet. Det øgede smittetal i Silkeborg Kommune kombineret med den kommende weekends vejrudsigt gør, at politiet ser sig nødsaget til at genindføre Østre Søbad som hotspot,' skriver politiet i pressemeddelelsen.

I stedet anbefaler politiet, at man finder et af de mange grønne områder i Silkeborg, hvis man vil nyde sommersolen.

'Der er mange fine grønne områder i Silkeborg, og vi opfordrer borgerne til at holde sig fra de steder, hvor der er mange i forvejen. Stigningen i antal smittede er noget, vi alle skal tage alvorligt, og vi har et fælles ansvar for at der ikke spredes yderligere smitte', fremgår det af pressemeddelelsen.