En journalist på B.T. er blevet tiltalt for at bringe fortrolige oplysninger om Omar el-Husseins familie.

Sagen drejer sig om artikler tilbage fra april 2015, altså to måneder efter at Omar el-Hussein angreb kulturhuset Krudttønden på Østerbro og synagogen i Krystalgade.

Oplysningerne fik han fra Dansk Folkepartis medlem af Københavns Borgerrepræsentation og regionsrådet i Hovedstaden, Finn Rudaizky.

»Det er en sag, vi ser frem til med meget stor sindsro. Han har blot passet sit job som journalist, men det bliver en spændende og principiel sag,« siger B.T.'s ansvarshavende chefredaktør Michael Dyrby.

Anklagemyndigheden har rejst tiltale efter straffelovens paragraf 152 d, stk. 2 om videregivelse af enkeltpersoners rent private forhold. Journalisten kræves idømt en bøde for at viderebringe oplysningerne.

Ifølge B.T. var der imidlertid tale om forhold, der 'i allerhøjeste grad havde samfundsmæssig interesse', som Michael Dyrby formulerer det.

»Den handler blandt andet om hvad der førte til, at Omar El-Hussein udførte det største terrorangreb på dansk jord. Det bliver interesssant at følge sagen, for hvor går grænsen for journalistik? Hvis man ligger inde med oplysninger, der har væsentlig samfundsmæssig interesse, skal man så ikke kunne bringe dem videre,« spørger han.

I februar 2017 blev Finn Rudaizky idømt dagbøder på i alt 10.000 kroner for lækagen til B.T. Det førte til, at Valgbarhedsnævnet afgjorde, at han ikke længere kunne bestride sine to politiske hverv. Sagen endte dermed med at koste ham sit politiske liv for en stund. Alligevel siger han i dag:

Københavns Kommune optrådte moralsk og juridisk forkert ved ikke at fortælle om Omar el-Hussein, mener Finn Rudaizky.
Københavns Kommune optrådte moralsk og juridisk forkert ved ikke at fortælle om Omar el-Hussein, mener Finn Rudaizky. Foto: Simon Skipper/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Der er ikke noget i det forløb, jeg fortryder. For mig var det et spørgsmål om, at offentligheden ikke skulle forholdes oplysninger, som man skulle have haft direkte fra myndighederne. Jeg synes, tiden bekræfter, der er brug for at se på, hvad der kan stemples som fortroligt og hvad der ikke kan. Det var bekvemt at gøre det fortroligt, fordi man så kunne skjule sine egne forsømmelser i sagen,« siger Finn Rudaizky, der sidste år blev genvalgt til begge poster.

Finn Rudaizky frygter, at en dom i sagen kan føre til mere lukkethed.

»Det ville være forfærdeligt for demokratiet. Vi kan ikke leve med, at myndigheder bremser en offentlig debat. Det er en utrolig stor magt, at man kan gøre noget fortroligt, som ikke er det,« siger Finn Rudaizky, der er indkaldt som vidne i sagen.

Dommen drejede sig både om oplysninger om Omar el-Hussein og oplysninger om hans familie - blandt andet at moren havde modtaget kontanthjælp, og at der havde været foretaget et kriminalpræventivt besøg hos lillebroren.

En journalist fra Berlingske har også været sigtet, men bliver ikke tiltalt, oplyser senioranklager Søren Harbo. Sagen kommer for Københavns Byret 21. og 22. marts.