Lyt til artiklen

Hovedpine, nakkesmerter og ondt i ryggen.

Danskerne har ondt i kroppen i et omfang, så det nærmer sig en folkesygdom.

En undersøgelse, som United Minds sidste efterår lavede for Panodil, viser, at mere end seks ud af ti danskere lider af smerter og ømhed mindst én gang om ugen.

Og det er netop smerter i hoved, muskler, nakke og ryg, som vi døjer mest med.

Mange af os ser vores egne smerter som en svaghed, mens vi synes, at andres er både naturlige og menneskelige.

Det viser rapporten »Et nyt syn på smerter«, som Panodil har lavet på baggrund af undersøgelsen.

»Smerter er tabubelagte. De personer, der er ramt af kroniske smerter, taler ikke særlig meget om det, da folk omkring dem ofte har svært ved at sætte sig ind i den smerte, der opleves. Man ved ikke, hvad smerter er, før man oplever det på egen krop,« siger næstformand i Foreningen af Kroniske Smerteramte og Pårørende, Tobias Pörsti.

I undersøgelsen er der mere end halvdelen, der siger, at de slet ikke taler med deres nærmeste om smerter.

(Arkivfoto)
(Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

35 procent angiver, at de kun taler om smerter med deres partner, hvis det er absolut nødvendigt.

Det vil Foreningen af Kroniske Smerteramte og Pårørende gerne lave om på.

»Hvis du har smerter, er det, at du accepterer og forklarer det til dine nærmeste, et skridt på vejen til at anerkende over for dig selv, at du har smerter,« siger han og tilføjer:

»Jeg har via vores lokalafdelinger oplevet, at det hjælper de smerteramte at sætte ord på deres situation. De opnår på den måde en følelse af forståelse, fordi de er omgivet af folk, der rent faktisk anerkender, at de har ondt.«

Du kan læse mere her.