Bilejere vælger i højere grad at køre med sommerdæk og helårsdæk i stedet for at skifte til vinterdæk.

Det er meldingen fra flere autoværksteder, og det skyldes særligt en ting, lyder det fra kæden Quickpot.

»Den største sammenhæng er, at vi har haft mildere vintre de sidste mange år, og derfor bliver interessen for vinterdæk også mindre,« siger Tobias Raaby Poulsen, salgschef hos QuickPot, til JydskeVestkysten.

Quickpot har siden 2013 solgt 15 procent færre vinterdæk.

Når temperaturen er under syv grader, er det mest sikkert at køre med vinterdæk, forklarer han.

Ifølge Dækbranchen Danmark - der lever af at sælge dæk - er det problematisk, at der er flere usikre biler på vejene, skriver avisen.

Dækbranchen Danmark har ifølge avisen lavet en undersøgelse over bilisternes dækvaner.

Den viser, at det især er erhvervsdrivende med varevogne, der beholder sommerdækkene på.

Også hos kæden Superdæk sælger man flere helårsdæk - og færre vinterdæk, oplyser afdelingsleder Henrik Carl til JydskeVestkysten.

Han anbefaler stadig kunderne at skifte mellem sommerdæk og vinterdæk.

Der er ikke krav om vinterdæk i Danmark.