Hugo Weaving er kendt som en alsidig skuespiller fra succesfulde film som "The Matrix" og "Ringenes Herre". Den 4. april fylder skuespilleren 60 år.

Han er bedst kendt for sin rolle som et computerprogram. Nærmere bestemt som skurken Agent Smith i kultfilmen "The Matrix" fra 1999.

Men mange vil også kende ham fra mere eventyrlige roller som elverkongen Elrond i "Ringenes Herre" og Red Skull i Marvel-filmen "Captain America: The First Avenger".

Den velbevandrede skuespiller er britisk-australske Hugo Weaving, som fylder 60 år den 4. april.

Hugo Weaving er født i Nigeria af engelske forældre. Familien flyttede dog hjem til Storbritannien og siden videre til Australien.

Det var her, at Hugo Weavings skuespilkarriere begyndte at tage form.

Nærmere bestemt i 1984, hvor han fik sin tv-debut i serien "Bodyline". Her spillede han den engelske cricketkaptajn Douglas Jardine.

Efterfølgende spillede han en række forskellige roller i australske produktioner indtil årtusindskiftet.

Men det var rollen som Agent Smith, som for alvor skubbede Hugo Weaving ind i på den internationale filmscene.

Siden har han spillet med i andre store film som "Ringenes Herre", "Hobbitten" og "V for Vendetta".

I slutningen af 2019 løb et rygte om, at Hugo Weaving efter sigende ville vende tilbage som Agent Smith i den fjerde film i serien, som har premiere i maj næste år.

Det viste sig dog at være et løst rygte.

Selv om Hugo Weaving blev kendt for rollen som computerprogrammet i "The Matrix", har han et ambivalent forhold til den digitalisering, som foregår i virkeligheden.

- Det bekymrer mig, fordi jeg tænker, at det ofte stjæler den forbindelse, som vi har til andre mennesker og til den virkelige verden, sagde han til The Guardian i 2017.

I dag bor Hugo Weaving fortsat i Australien. Privat har han siden 1984 dannet par med kunstneren Katrina Greenwood.

Sammen har parret børnene Harry Weaving og Holly Weaving.

/ritzau/