Søndag blev det landskendte stormagasin Magasin ramt af et omfattende hackerangreb – noget, som hele 1,4 millioner medlemmer modtog en direkte advarselsmail om natten til onsdag.

Og nu har det digitale mareridt spredt sig.

Kommunikationsplatformen Aula, som dagligt benyttes af medarbejdere, forældre og elever i landets folkeskoler og dagtilbud, er nemlig også blevet lukket helt ned på grund af en »potentiel teknisk sikkerhedsrisiko«. 

Platformen har næsten to millioner aktive brugere, og i gennemsnit logger hele 600.000 danskere ind på Aula hver eneste dag.

Det er endnu uklart, hvad der præcist har udløst den alvorlige sikkerhedsrisiko. 

Men viser det sig at være endnu et hackerangreb, kan det i værste fald misbruges til at indsamle følsomme personoplysninger i stribevis, forklarer Anders Møller, professor og viceinstitutleder på Institut for Datalogi ved Aarhus Universitet:

»Sådan et system som Aula, der ligger jo en masse personlige oplysninger med alle brugernes navne, kontaktoplysninger og beskeder, de udveksler med hinanden,« siger han til B.T.

Derudover peger eksperten på en anden markant fare ved nedbruddet:

Selvom Anders Møller understreger, at Aula i sig selv ikke er det mest kritiske system, der kan hackes, ligger der stadig masser af følsomme oplysninger, som kriminelle kan udnytte mod borgerne:

»Al informationen omkring folks navne og adresser, det er jo sådan noget, der er underlagt til GDPR-reglerne, som man er forpligtet til at passe godt på. Det er ikke godt, hvis de kommer i de forkerte hænder,« fortæller han og uddyber:

»Man kan bruge det til at lave mere målrettede phishing-angreb, hvor man for eksempel prøver at snyde folk til at aflevere deres bankoplysninger. Jo mere man ved om folk, jo nemmere er det at kalibrere og nare dem,« afrunder eksperten.

Onsdag er flere hjemmesider verden over lukket ned. 

Følg udviklingen i B.T.s LIVE-blog lige her.