En ny film om Astrid Lindgren møder kritik fra forfatterens datter for at omtale en bestemt periode af moderens liv.

Ingen ved, hvordan den berømte børnebogsforfatter havde det indeni, da hun som ung blev gravid med en 30 år ældre redaktør. Derfor burde man ikke lave en film om netop denne tid i hendes liv, siger datteren Karin Nyman til det svenske Magasin Vi.

I interviewet siger hun, at hun er overbevist om, at moderen ville have sagt et ’rungende nej’ til filmens tilblivelse.

»Den her film kunne aldrig være blevet lavet, mens mor havde levet«, siger Karin Nyman ifølge den svenske avis Expressen.

Den svenske forfatter Astrid Lindgren har skrevet en lang række børnebøger, som er læst af millioner af børn verden over. Hun skrev bl.a. 'Brødrene Løvehjerte', 'Ronja Røverdatter' og 'Pippi Langstrømpe'. Lindgren blev 94 år. Vis mere

Filmen er instrueret af den danske instruktør og manuskriptforfatter Pernille Fischer-Christensen og vises i de svenske biografer om to uger.

Filmen handler om Lindgrens liv i 1920’erne, hvor hun som ung skribent på Vimmerby Tidning havde et forhold til den gifte redaktør Reinhold Blomberg.

Lindgren måtte som 18-årig rejse til Danmark for at føde en søn i al hemmelighed. De første tre år af sit liv var sønnen i familiepleje i Danmark, men blev i 1929 hentet hjem til Astrid Lindgren i Stockholm.

Affæren med redaktøren forblev en hemmelighed indtil Astrid Lindgrens død i 2002, og hverken familie eller venner kendte til forholdet.

Astrid Lindgrens datter Karin Nyman. Vis mere

Derfor er det ifølge datteren »absurd« at ville skabe en film om denne periode.

Instruktør Pernille Fischer Christensen mener dog, at filmen skal ses som en hyldest til Lindgren. ’Unge Astrid’ har premiere i de danske biografer 31. januar 2019.