Nogle morgener er det første, han ser, når han slår øjnene op, knivsår. Dem, han møjsommeligt målte op med lineal i går. Alle 20 på den døde krop på stålbordet i kælderen. Har han nu fået noteret den præcise retning, længde og dybde på dem alle? Og var der lungebetændelse i de lunger, han åbnede op til, eller var de bare mærket af et brækket ribben?
Asser Hedegård Thomsen er retsmediciner ved Institut for Retsmedicin ved Aarhus Universitet. Det har han været i sammenlagt 12 år.
»Der kan være mange fordomme om sådan nogen som mig. Folk synes, det er for dystert, for ulækkert, for mærkeligt, at jeg kan arbejde med død og ødelæggelse på den måde. Men jeg er vild med mit job og kunne ikke forestille mig at lave noget som helst andet,« siger Asser Hedegård Thomsen.
Han har gennem årene været med til at obducere en lang række lig i drabssager. Han har lavet personundersøgelser på mistænkte og ofre. Han har været med kriminalteknikere ude på gerningssteder og sikre spor. Han har skrevet et hav af rapporter om hudafskrabninger, knivstik, skudhuller, sår, blødninger, knoglebrud og ødelagte organer på afdøde kvinder, mænd og børn.
Og så har han sideløbende med sit arbejde skrevet en Ph.d.-afhandling, hvor han har gennemgået samtlige drab begået i Danmark mellem 1992 og 2016: 1.417 drab i alt. Han har indgående viden om hvert enkelt drab og har fået udgivet studiets analyser og konklusioner i et videnskabeligt magasin.
Asser Thomsen har, siden han var barn, været interesseret i retsmedicin. Som barn så han tv-serien 'Dødens detektiver' i fjernsynet og fulgte spændt med i opklaringen af forskellige mord.
Og da han i gymnasiet læste bogen 'En retsmediciners bekendelse', hvor en pensioneret retsmediciner fortæller om et langt arbejdsliv med mordgåder, obduktioner og kriminalsager, besluttede han sig for, at det også var den vej, han ville gå.
»Det lød bare så megaspændende, at jeg fik lyst til at læse medicin. Det der med at skulle kigge efter skudhuller, at skulle medvirke til at opklare mysterierne,« siger han.
Undervejs på studiet blev han dog i tvivl om sit studievalg. For den første obduktion, han var med til, var voldsom og gjorde stort indtryk på den unge medicinstuderende.
»Det er virkelig voldsomt at se død og ødelæggelse på den måde, når man ikke er vant til at have med det at gøre. Det var lige ved at slå mig lidt ud. Men det havde nok også noget med min alder at gøre. Jeg var kun i starten af 20erne, og på det tidspunkt vidste jeg ikke rigtigt, at jeg skulle dø. Det var ikke noget, jeg havde forholdt mig til,« siger han.
Med tiden har Asser Hedegård Thomsen fået udviklet et filter, der gør, at han har en faglig distance til sagerne og de afdøde, han obducerer.
»Det er ikke sådan, at jeg går og tygger drøv på sagerne, når jeg har fri. Men for mig er det helt okay, at arbejdet også fylder derhjemme, og det er egentlig naturligt nok for mig at tænke for eksempel på de knivstik, jeg lige har opmålt. Det bliver på en steril, faglig måde, hvor jeg ikke går og tænker på, at afdøde har pårørende.«
Men af og til er der alligevel sager, der sætter sig fast i hovedet, og som kan være svære at slippe. Særligt hvis det handler om børn.
»Det er sjældent, jeg bliver ked af det, mens jeg står og obducerer, men før eller efter kan jeg godt blive ramt. Så kan jeg synes, det er meget ubehageligt, og blive ked af det. Men så minder jeg mig selv om, at jeg og mine kollegaer er en slags filter for al dårligdom i landet. Alt det værste, man kan forestille sig, ender i mine hænder. Så på den måde er det naturligt nok, at der også kommer svære sager,« siger han.
Han kan også stadig synes, at arbejdet kan være »væmmeligt«.
»Jeg synes stadig, forrådnelse er ulækkert. Jeg har det svært med lugte, og flere gange har jeg været meget tæt på at kaste op. Men i de tilfælde må jeg hanke op i mig selv og tage mig sammen, for der er jo for helvede nogen, der skal gøre det. Vi kan jo ikke have drab, der ikke bliver opklaret, fordi der ikke lige er nogen, der har lyst til at gøre arbejdet,« siger han.
Gennem årene – og ikke mindst sit forskningsprojekt – har han fået stor viden om, hvordan de danske drab bliver begået. Selvom det af og til har været psykisk hårdt at nærstudere brutale drabssager, har det været fagligt spændende at kortlægge og samle viden, som han og hans kollegaer også kan trække på fremover.
»Det, der overraskede mig mest, er, hvor ens drabene er. Hvor få kategorier, de kan inddeles i. Så i virkeligheden var det en lidt kedelig konklusion,« siger Asser Hedegård Thomsen.
Antallet af drab er faldet betydeligt gennem årene, ni ud af ti mordere er mænd, og kun syv procent af alle drab begås inden for det kriminelle miljø. Mænd bliver typisk dræbt af en ven eller en bekendt, oftest under indflydelse af alkohol eller stoffer, fx i nattelivet. Kvinder bliver typisk dræbt af et familiemedlem, oftest en partner.
