Asfaltarbejde endte helt sort
Det gik helt galt forleden, da der skulle lægges ny asfalt ved en boligblok i Aalborg.

Det gik helt galt forleden, da der skulle lægges ny asfalt ved en boligblok i Aalborg.

Der var nok nogle beboere i Aalborg, der var rigtig glade for, de havde lukket vinduerne forleden.
Arbejdet med at lægge ny asfalt endte nemlig noget mere snavset end forventet.
Og det var ikke kun på jorden. Boligblokkens mur – inklusive vinduer – og et par cykler fik sig også en ordentlig tur.
Det oplyser Himmerland Boligforening selv på deres Facebook-side.
Det var formentligt ikke en del af organisationens plan at male den gule boligbloks mur sort, da de begyndte asfalteringen.
Alligevel var det delvist sådan, det endte i Vestbyen i Aalborg.
Under arbejdet med at lægge ny asfalt, sprang en slange pludseligt.
Det resulterede i, at det væltede ud med bitumen, der altså er det sorte, klistrede bindemiddel i asfalt, som stammer fra råolie.
Himmerland Boligforening informerer heldigvis om, at ingen kom til skade, og der allerede er gang i oprydningen, så murværket ikke længere behøves at være dekoreret med sorte stænk.
Foreningen er ikke uden humor og skriver i Facebookopslaget:
»Så hvis du ser lidt ekstra sort rundt omkring i området, er det altså ikke en ny kunstinstallation, men blot et lille uventet indslag i asfaltarbejde.«
Kommentarsporet er også præget af god stemning, og folk kommer med kække kommentarer.