De kører Jylland og Fyn tyndt med deres togstrækninger.

Og nu skifter Danmarks største private togoperatør navn.

Det oplyser Arriva selv i en pressemeddelelse.

For når den kollektive trafikoperatør i foråret 2024 skal skifte navn efter salget fra DB til kapitalfonden Mutares, så kommer den kørende virksomhed til at hedde: GoCollective.

Ifølge ceo Marianne Bøttger, så er det en stor milepæl for virksomheden, som samtidig har lagt en ny strategisk retning.

»Vi er meget stolte af vores nye navn. GoCollective fortæller i sin essens, hvad vi laver, og hvem vi er: En kollektiv trafikoperatør.«

»Samtidig udstikker det en ny retning, mens det stadig bevarer det stærke dna, vi har opbygget gennem årene. GoCollective fortæller historien om vores fokus på at drive og udvikle kollektiv trafik og opfordrer til samarbejde og fælles handling i vores omverden, såvel som internt hos os selv.«

Virksomheden forventer at implementere det nye brand i foråret 2024. 

»Denne proces kræver omfattende rebranding på tværs af alle vores platforme, fra web til uniformer, hele vores flåde, billetautomater og meget andet. Vi ønsker at involvere vores medarbejdere i denne rejse, da de spiller en afgørende rolle i implementeringen af vores nye identitet,« siger Marianne Bøttger.