Spark, lussinger og dødstrusler.

Det kræver sin mand at være kontrollør på togstrækningen ved den lille stationsby Bording i Midtjylland.

Siden september sidste år har Arriva, som kører på strækningen, registreret syv tilfælde af vold, trusler om vold og dødstrusler mod sine kontrollører begået af beboere fra det nærliggende Udrejsecenter Kærshovedgård. Det viser en opgørelse, som Arriva har foretaget for B.T.

»Det er totalt uacceptabelt og utrygt for vores personale,« siger servicechef i Arriva Kim Richardt.

To af episoderne er blevet politianmeldt. I yderligere et tilfælde blev politiet tilkaldt, og i de resterende fire tilfælde er hændelserne blevet anmeldt til forsikringen med henblik på eventuelle senfølger for ofrenes arbejdsevne.

Af hensyn til kontrollørernes sikkerhed har Arriva valgt at fravige den almindelige praksis med at sætte gratister af ved nærmeste station, når det gælder beboere på Kærshovedgård.

»Det kan være konfliktoptrappende at sætte dem af toget, og den risiko ønsker vi ikke at udsætte vores medarbejdere og de øvrige passagerer for. Vi har gennemført efteruddannelse i konflikthåndtering for de cirka 20 medarbejdere, der kører på strækningen, og de er blevet instrueret i blot at udskrive kontrolafgiften og ikke foretage sig yderligere,« siger Kim Richardt.

Socialdemokratiets udlændinge- og integrationsordfører, Mattias Tesfaye, har selv kørt på strækningen flere gange.

»Jeg talte med en kontrollør, som fortalte mig samme historie. Det er uholdbart, at Arriva skal acceptere, at utrygheden blandt deres personale er steget, og vi skal ikke acceptere, at Arriva ser sig nødsaget til at ændre sin normale praksis med at sætte gratister af toget,« siger han og tilføjer:

»Vores opfordring til regeringen er, at man laver et 360-graders eftersyn af hele dette område. Det er et landsdækkende ansvar at løfte den her opgave. Os, der bor langt fra Kærshovedgård, skal altså huske på, at det er vores egne landsmænd, der er blevet naboer til det her center. Hvis det kræver flere ressourcer fra Christiansborg, er vi villige til af finde dem.«