Det er de færreste, der oplevede rædslerne i Auschwitz, som stadig lever.
Et af de sidste vidner fra koncentrationslejren bor i dag i Fredericia. Danskgifte Arlette Andersen blev for 75 år siden befriet af Sovjetiske soldater.
Historien har hun fortalt mange gange før, og hun gør det nu igen på mindedagen for befrielsen af 7.000 jødiske fanger fra Auschwitz i 1945.
B.T.s spørgsmål blev stillet til Arlette Andersen i hendes hjem i Fredericia af journalist Thomas Kvist Christiansen, der har skrevet en bog og lavet en film om Arlette Andersen.
En film, der visualiserer den franskfødte kvindes fortælling om en af de mest dystre dele af verdenshistorien.
En film, der vidner om de 16 måneder, Arlette Andersen oplevede den grusomme virkelighed i tysk fangenskab, før hun i maj 1945 blev befriet.
»Der var ikke ét øjeblik, hvor det gik op for mig, at jeg var fri. Det var en gradvis erkendelse,« fortæller den i dag 95-årige kvinde og fortsætter:
»Men da jeg så det franske flag, havde jeg en fornemmelse af, at nu var det slut.«
Arlette Andersen vejede på det tidspunkt 30 kilo. I mere end et år havde hun levet af suppe og et stykke brød om dagen.
Hun havde lært, at 'arbeit macht frei' var løgn. At frihed ikke fandtes for jøder i tysk fangenskab. At arbejde kun var et pitstop før døden.
To gange blev hun sendt af sted på dødsmarch.
Det var på dødsmarchen mod Malchow-lejren, hun og en gruppe andre kvinder stødte på det franske flag, der vajede i vinden ved en lille landsby.
I tre-fire måneder havde de vandret, da de ankom til landsbyen. Kort forinden var deres tyske fangevogtere forsvundet efter et ophold på en gård.
I landsbyen blev kvinderne mødt af franske officerer, der var på vej hjem.
Inden længe befandt Arlette Andersen og de andre sig på et modtagelsescenter i den franske by Lille.
»Jeg kunne vende tilbage til en almindelig tilværelse, fordi jeg kom til en intakt familie. Min far, mor og bror havde også overlevet,« fortæller Arlette Andersen om livet herefter.
»Jeg kunne bygge mit liv op igen og fokusere på det, som jeg havde lyst til.«
Og det, Arlette Andersen havde lyst til, var at få et almindeligt liv. Men det betød også, at hun måtte træffe et valg:
»Jeg lagde også hele historien bag mig. Jeg ville tilbage til en almindelig hverdag.«
I 45 år holdt hun historierne fra koncentrationslejrene for sig selv.
Først i 1990, da den franske højrepolitiker Jean-Marie Le Pen kaldte Holocaust 'en detalje', tog hun bladet fra munden.
Siden har hun holdt hundredvis af foredrag, og selvom hendes fortællinger i dag har mere end 75 år på bagen, er de ikke blevet mindre relevante.
»Vi skal bruge holocaust som et skræmmebillede på, hvor galt det kan gå, hvis man giver magten til de ekstreme partier,« fortæller hun om begrundelsen for igen og igen at sætte ord på de rædsler, hun og tusindvis af andre jødiske fanger var udsat for.
»Særligt de unge skal bruge historien til at være kritiske over for deres politiske ledere på yderfløjene. Jeg oplevet det ekstreme resultatet af, at de ekstreme får magten.«
