Nu har britiske arkæologer udgravet skelettet fra en mand, der for omkring 500 år siden faktisk døde med støvlerne på, skriver National Geographic ifølge Videnskab.dk.

»Det er ekstremt sjældent at finde støvler fra det sene 15. århundrede, og ikke mindst at finde dem på et skelet, der stadig har dem på,« fortæller Beth Richardson fra Det arkæologiske museum i London (MOLA) ifølge National Geographic.

»Og de her støvler er meget atypiske for denne periode - lårhøje støvler, der er foldet ned i toppen. De må have været dyre, og hvordan denne mand har fået fingrene i dem er et mysterium. Er det genbrug? Har han stjålet dem? Vi ved det ikke,« tilføjer hun.

Det er ikke til at sige, om manden faktisk var en hårdtkæmpende type, men meget tyder på, at han ikke tilhørte samfundets øverste lag, og at han ikke havde et nemt liv.

Han er blevet fundet i forbindelse med en udgravning ved Themsen-floden, som på den tid for omkring 500 år siden var et pulserende havneområde.

Forskerne mener derfor, at manden kan have været sømand eller fisker. Det underbygges også af mandens kraftige bygning, og riller i hans tænder, der kan være kommet af, at han jævnligt har måttet bide i reb og tove.

En anden hypotese går på, at han har været en såkaldt ‘mudlarker’, som er betegnelsen for de fattigfolk, der ragede skrot til sig i Themsen, når der var lavvande i floden. Det ville kunne forklare støvlerne og hans mystiske død, mener forskerne.

De dyre støvler samt mandens stilling, da forskerne fandt ham, tyder på, at han ikke blev begravet, men døde ved et uheld. Han kunne for eksempel være faldet i Themsen eller være fanget i mudret.

Uagtet mandens død så er det et bemærkelsesværdigt fund, fortæller Hilary Davidson, ph.d. i tøjhistorie med speciale i arkæologiske tekstiler ved La Trobe University i Melbourne, til ScienceAlert:

»Historisk tøj overlever for det meste ved tilfældigheder, og jo længere vi går tilbage i tiden, desto mindre er der. Størstedelen af tøjet er specielle klæder, der har tilhørt eliten, og på den måde adskiller sig fra, hvad de fleste mennesker har gået i.«

Andre artikler på Videnskab.dk