Thrigehallerne.
Det er navnet på det nye madsted, der 1. februar 2022 åbner på Thriges Plads i de bygninger, der indtil 2019 husede Bazar Fyn.
Bag Thrigehallerne står Tahir Siddique, der i 2019 reddede Arkaden Street Food, som senere blev til Arkaden Food Hall. Allerede kort efter overvejede erhvervsmanden at række hånden ud til Bazar Fyn, som måtte lukke efter, at der ikke var betalt husleje til udlejer Olav de Linde i flere måneder.
Nu har lejerne af boderne i Arkaden fået mulighed for at blive en del af Thrigehallerne.
På den måde har Tahir Siddique på sin vis kombineret Arkaden og Bazar Fyn. Men Thrigehallerne bliver noget helt andet, forsikrer han. Et urbant spisested med eksotiske madboder.
»Udover området med små spisesteder kommer der faciliteter, der giver mulighed for afholdelse af konferencer, og jeg har også planer om, at der skal afholdes forskellige events og aktiviteter, som alle er velkomne til at deltage i,« siger han i en pressemeddelelse.
De fysiske rammer omkring Thrigehallerne ejer ejendomsselskabet Olav de Linde. Siden Bazar Fyn gik konkurs i 2019 har lokalerne stået tomme.


